Den Almindelige Botanik

184 Kap. 22 Nogle fysiske Forhold hos Cellen. 153. Micellarstruktur. De organiserede Legemers Evne til under Udbulning at optage Vand (og visse af de deri muligvis op- løste Stoffer) er en nødvendig Forudsætning for Cellens hele Stof- skifte, for mange Væxtfremtoninger m. m., af hvilken Grund Ud- bulningen spiller en vis Rolle ved Betragtninger over organiserede Legemers finere Bygning. Det er navnlig C. Nägeli, som (1858), med de nævnte Fremtoninger for Øje, har opstillet den saakaldte Micellarhypothese. Efter denne Hypothese bestaa de organiserede Legemer af overmaade smaa, mikroskopisk usynlige Smaadele, saa- kaldte Mi cel ler (af lat. mica, Krumme), der ere mosaikagtigt stillede ved Siden af og mellem hverandre. I tørre Legemer kunne Micellerne ligge saa tæt, at de berøre hverandre; naar Vand kommer til, tvinges de ud fra hverandre, idet Micellerne foreløbigt have større Tiltrækning til Vanddelene end til hverandre indbyrdes. Saaledes omgives hver Micel med et Vandlag (eller Vædskelag). Da Mi- cellernes Tiltrækning til Vand imidlertid aftager forholdsvis hurtigere med Afstanden end deres indbyrdes Tiltrækning, vil der, naar Vandlagene om Micellerne liave naaet en vis Mægtighed, indtræde Ligevægt mellem Micellernes indbyrdes Tiltrækning og deres Til- trækning til Vand: Udbulningen er begrænset. Dersom en Micel sønderdeles i mindre Stykker, beholder hver af disse dog Micellens Egenskaber, ere altsaa nye Miceller (paa lignende Maade som Krystalfragmenter selv ere krystallinske); endvidere kan Mi- cellerne voxe (ligesom Krystaller). løvrigt antages Micellerne — ligesom alt andet Stof — at være sammensat af Molekyler, grupperede paa mere eller mindre indviklet Maade. Det forstaaes let af det Foregaaende, at en Sønderdeling af større Miceller til smaa vil medføre en forøget Vand- indlejring; Micellernes samlede Overflade forøges jo ved Sønderdelingen, og Vandlagene, der omgive enhver Micel, blive forholdsvis store. Omvendt, dersom Micellerne hver for sig voxe, vil Vandholdigheden forholdsvis aftage. I Stivelsekorns vandrige Lag tænkes saaledes smaa Miceller, i do tætte Lag store Miceller (sml. S. 172). Ogsaa Væggens Lagdeling og Strib- ning,som senere skal omtales, føres tilbage til de forskjellige Micellers Ordning. Nägeli har endvidere udviklet MiceUarhypothesen til at forklare Cellevægges, Stivelsekorns o. a. Dannelsers optiske Forhold (Dobbeltbryd- ningen), hvad vi dog her forbigaa. Nøje knyttet til MiceUarhypothesen er Nägelis Lære om, at ikke alene Protoplasmaet, men ogsaa Cellevæggens og Stivelse- kornenes Væxt foregaaer ved Intussusception (intus, inde i, susceptio, Optagelse), det er ved en indre Organisationsproces, der fører til, at nye Miceller aflejres inde mellem de ældre Miceller i det paagjældende Legeme (sml. S. 204).