Den Almindelige Botanik

Kap. 23. Cellevæggen og dens Udvikling. 203 Væxt kan kaldes aktiv, hvorved kun menes, at Væxten umiddelbart skyldes en inde i selve Væggen foregaaencle Virksomhed, der dog naturligvis udgaaer fra og reguleres af Protoplasmaet. I Modsætning til denne Opfattelse have forskjellige Botanikere (Strasburger, Wortmann o. A.) fremsat den Anskuelse, at Fladevæxten beroer paa en rent passiv Udspiling af Væggen'ved Saftspændingen. En saadan Udspiling ud over Elaslicitetsgrænsen vilde medføre, at Væggen blev tyndere og tyndere, medmindre man tillige antager, at der samtidigt fra Protoplasmaet lægges Lag efter Lag af nye Vægdele paa de ældre. Denne Opfattelse af Fladevæxten er imidlertid ganske uholdbar, og det allerede af den Grund, at Væxten øjeblikkelig standser, naar Planten bringes i iltfrit Rum, skjøndt Saftspændingen og Væggens Elasticitet ikke derved forandres (Pfeffer). Saftspændingens Betydning ved Fladevæxten er væsentlig indirekte. Den bevirker dels, at den voxende Celle er afstivet og saaledes kan faae den tilsigtede Form: ganske uden Saftspæn- ding vilde Cellen altfor let slappes. Og dels er Saftspændingen et vigtigt Middel for de voxende Dele til med Kraft at bane sig Vej, hvor ydre eller indre Hindringer møde: gjennem Jorden, gjennem Vævmasser og i lignende Tilfælde. Derimod er Saftspændingens umiddelbare Rolle ved Fladevæxten vistnok kun ringe. Man har troet (Sachs,-deVries, samtAUe, der antage passiv Fladevæxt), at Saftspændingen leverede den Kraft, der muliggjorde Væxten; Indlejring af nye Væg-Smaadele mellem de ældre skulde herefter kun være mulig derved, at Saftspændingen udspiler Væggen noget og saaledes fjærner Smaadelene fra hverandre, saa at der bliver Plads til nye Dele. Uagtet det ikke kan nægtes, at Saftspændingen muligvis kan være en endnu ikke rigtigt bedømt Betingelse for Væxt (f. Ex. ved at holde Væggen i inderlig Berø- ring med Plasmaet), tale de fleste Forhold dog for, at den nys frem- satte Opfattelse af Saftspændingen som „den mekaniske Aarsag“ til Væxten er urigtig. Thi for det første er der intet bestemt Forhold mellem Svingningerne i Saftspændingens Styrke og i Væxtens Livlighed, der endog oftest aftager, naar Saftspændingen forøges kunstigt. For det andet ville Plantedele, f. Ex. Rødder, der indstøbes i en fast Gipsmasse, voxe videre, indtil de presse med Saftspændingens fulde Kraft mod Hindringen: alt- saa er i alt Fald den sidste Del af Væxten skeet uden eller under en yderst forsvindende Udspiling af Væggen, der jo efterhaanden maa blive trykket lige saa stærkt udenfra som indenfra (Pfeffer). For det tredie dannes der under Fladevæxten ikke sjælden Indbugtninger, Folder eller Vægkamme i Væggene, hvilke Dannelser udvikles imod Saftspændingens Tryk i alle de Tilfælde, hvor Cellerummet ikke samtidig forstørres, f. Ex. hos Armpalissader [197] o. A. (Zimmermann). Pfeffer er tilbøjelig til at søge den ved Væggens Væxt virkende Kraft i det Forhold, at Stoffer, der fra en Vædske udskilles i fast Form, ofte derved kunne udøve overordentlig store Tryk, f. Ex. Vand, der fryser til Is, o. fl. a. Tilfælde. Denne saakaldte „Udskilningsenergi" maa f. Ex. ogsaa antages at være medvirkende, naar der dannes Krystaller inde i ret tykke Vægge, hvis Smaadeles Sammenhængskraft overvindes ved denne Proces. Væxtfremtoningerne kunne da maaske føres tilbage til