244
Kap. 28. Hudvæv.
liaaret, stjærnehaaret, fløjelsagtigt uldhaaret, efter Haarenes og
Beklædningens Former (se Terminologien bag i Bogen). Stjærne-
haar liave en, i Regelen meget kort, Stilk og flere eller færre
fra den udgaaende, enkelte eller delte Grene [236, c_.9]; de ere
almindelige hos Korsblomstrede og Malvaceer. Skælhaar have oftest
en skjoldformet, paa sin Underside til en meget kort Stilk befæstet
Skive, dannet af mange, oftest i eet Lag, om et Centrum ordnede
Celler; den Sølvglans, som findes hos Sandtidse (Hippopha'é),
Sølvblacl (Elæagnus) og Olivenblade skyldes en tæt Beklædning af
Skjoldhaar.
Dækliaar ere slette Varmeledere formedelst den i og mellem
Kig. 236. Haar af: 6, Levkøj (Matthiola annua); 1, Krognaal (Ali/ssum calycinumj;
8 og 9, Deutzia, i lodret Snit og seet ovenfra.
dem værende Luft. De nedstemme Fordampningen, fordi Luften
vanskeligt slipper ud af Haardækket; de ville ogsaa kunne værne
mod Afkøling ved Udstraaling, mod bratte Varmeskifter og mod
for stærkt Sollys. Planter med tætte Dækliaar findes derfor især
i Ørkener, paa Heder og lignende solaabne, varme Væxtpladser.
Unge Skud ere ofte langt mere haarede end ældre, f. Ex. Bøgens
i Løvspringstiden.
Kirtelhaar ere Sekretionsorganer, som oftest have et paa
en Stilk befæstet Hoved, i hvilket den udsondrede Vædske
især dannes. Baade Hoved og Stilk kunne være meget forskjel-
ligt byggede hos forskjellige Planter, og de udsondrede Stoffer