Den Almindelige Botanik

Forfatter: EUG. Warming, W. Johannsen

År: 1895

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: 3

Sider: 595

UDK: 58

Tredie fuldstændigt omarbejdede og forøgede udgave

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 610 Forrige Næste
262 Kap. 29. Styrkevæv. 1XA—5 hos Lind. Ikke altid have Bastcellerne den her skildrede typiske Bygning; der findes f. Ex. ogsaa Bastceller med stumpe Ender. Basten kan i Henseende til Bæreevne ved Elasticitetsgrænsen sættes ved Siden af Smedejærn, og i de bedste Kvaliteter endog ved Siden af Staalet. Men det adskiller sig fra Metallei’ne ved to væsentlige Forhold: 1) en meget stærkere Strækningsevne, da de forskjellige i denne Hen- seende undersøgte Planters Bast viste en Forlængelse af 4x/2-15 paa 1000, medens Jærn kun har omtrent 1 paa 1000, Staal l,20 paa 1000 og- Messingtraad, der naaer højest, 1,35 paa 1000; 2) at det strax rives itu, saasnart klasticitetsgrænsen overskrides lidt, medens Metallerne kunne taale en betydelig større Betyngning end den, hvorved Elasticitetgrænsen overskrides. Bastcellerne ere oftest samlede i S trænge, og deres Ender ere kilede ind mellem hverandre [269, S. 272], hvorved Berørings- fladerne og det indbyrdes Sammenhæng bliver større. Strængene gaa paa langs gjennem Organet, og deres Plads kan være saavel i Omkredsen af disse som dybt i deres Indre. Mange Baststrænge ligge isolerede [261, 262], men meget ofte slutte Bastcellerne sig op til Sivævet (i de Tokimbladedes Ledningsstrænge) [255] eller om- give mere eller mindre fuldstændigt de lukkede Strænge (hos de Enkimbladede [262—64] og Karkryptogamerne). 4. V e d c e 11 e r (Libriformcelleij ere en Slags Prosenkymceller, der, ligesom Bastcellerne, anvendes mekanisk i ældre Organer. De adskille sig meget lidet fra Bastcellerne, have samme Former, men ere oftest noget kortere (Vs—1 Mm. lange), ere i Almindelighed stærkt forvedede og have et større Cellerum [198. S. 207]. En Hovedforskjel er Beliggenheden, idet de findes indenfor Væxt- laget i de træagtige Tokimbladedes Ved, hvis Hovedmasse de danne, medens Bastcellerne findes udenfor dette, og at de ere ind- lejrede mellem Veddets Elementer, hvorfor de tidligere ogsaa bleve regnede med til disse. — Fra Trakei'der (Vandrørsceller) adskilles de ved de spalteformede Porer, medens disse have Karfortykninger. Der er Overgangsformer mellem dem og Trakeiderne. — Længde af Vedceller i Millim.: 0,8 hos Eg, 0,46 hos Lind, 0,53 hos Salix acutifolia. 220. De mekaniske Bygningsprinciper. De selvsamme Prin- ciper, som komme til Anvendelse i de menneskelige Bygnings- ai'bejder, naar man vil frembringefornødenFasthed med mindst muligt Forbrug af Materiale, finde vi anvendte rundt om i Naturen, saaledes ogsaa af Planterne. For at forstaa Styrkecellernes Anordning, maa der forudskikkes nogle mekaniske Bemærkninger. Tænker man sig en Stang fastgjort ved dens ene Ende og ragende vandret frit ud. i Luften, en Stilling, som jo mange Grene og Blade