Den Almindelige Botanik

Kap. 39. Det frie Kvælstof og Planterne. 351 mangelfulde Forsøg, eller ogsaa skyldes Resultatet den meget vig- tige Omstændighed, at Jord, hvori der findes visse Bakterier eller lavere Alger — muligvis ogsaa Mosplanter — forøger sin bundne Kvælstofmængde ved disse Organismers Virksomhed. Alle højere Planter maa antages til en vis ringere Grad at kunne nyde godt af denne kvælstofbindende Virksomhed i Jorden; men kun hos Bælgplanter og faa Andre se vi slige Organismer i et virke- ligt Samliv (Symbiose) med højere Planter, som derved ind- tage en Særstilling, udmærket ved Rodknold-Dannelsen og ved Kvælstofbinclingens store Livlighed. I allernyeste Tid har Winogradsky nærmere undersøgt en herhen hørende, i Jorden forekommende Bakterieform. Den ligner meget visse Smørsyrebakterier („Bacillus butylicus* Fitz), er, ligesom disse, anaerob, d. v. s. taaler ikke fri Ilt eller dog kun yderst ringe Spor heraf (om denne Sag se S. 387) og danner ligeledes Smørsyre. I en nogenlunde godt gjennemluftet Jordbund eller Vædske ville disse Bakterier ikke trives alene; deres Sporer kunne være der og vente da blot paa Lej- lighed til at udvikle sig. Men naar der tillige findes andre, Ilt forbru- gende Bakterier, kunne disse i mange Tilfælde tage Ilten, og de anae- robe Bakterier udvikles da. Saadanne blandede Kulturer have viist sig i Stand til at binde frit Kvælstof, og dette i desto højere Grad jo mere Sukker der findes i Kulturvædsken. Derimod jo mere af Kvælstoffor- bindelser, der paaForhaand er tilstede, desto svagere foregaaer Bindingen af frit Kvælstof. Det lykkedes Winogradsky at rendyrke den nævnte anaerobe Bakterie ved Anvendelse af en iltfri Atmosfære, nemlig rent Kvælstof, og fra denne Atmosfære indvandtes da en ikke ubetydelig Mængde Kvælstof i bunden Form. Maaden, hvorpaa Bindingen skeer, kjendes ikke. Kap. 40. Forraadsorganer; Modning, Hvile, Spiring og Løvspring. 290. Reservenæring og Oplagsnæriiig. Enhver Plante — saavel som ethvert Dyr — har i sine Væv et større eller mindre Nærings-Forraad (Æggehvidestof, Fedt, Kulhydrater, Askebestanfi- dele), som den tærer paa, saaledes at den ikke umiddelbart er af- hængig af udefra optagne Næringsstoffers Assimilation, men endog kan taale kortere eller længere Tids Hunger uden Skade. Det samme gjælder hver enkelt, levende Celle. Disse Forraad kaldes Reservenæring.