Den Almindelige Botanik

1 "y imi w uuj.- 388 Kap. 42. Mikroorganismernes Stofskifte. Gjæring, Forraadnelse m. m. de behøve just ikke altid at dø, men henfalde dog i alt Fald i Dvale. I Modsætning til Aerobionterne, hvortil henhøre de allerfleste le- vende Væsener, saaledes alle højere Planter og alle Dyr (disse sidste som Helheder betragtede), staa nogle Mikroorganismer (visse Bakte- rier), som ikke kunne være livsvirksomme, undtagen naar fri Ilt mangler. Saadanne Arter kaldes anaerobe Mikroorganismer (eller Anaerobionter). Faaer fri Ilt i blot nogenlunde kjendelig Mængde Adgang til dem, medens de ere livsvirksomme, saa dø de hurtigt. Ilten virker paa disse ubetingede (obligate) Anaerobionter som en stærk Gift. De herhen hørende Bakterier ere i det Hele taget meget tilbøjelige til at danne Sporer, og disse taale uden Skade den frie Ilt. Ved atter indtrædencie Iltmangel kunne Sporerne spire, og Arten paa denne Maade holdes i Live. Det mest be- kjendte Exempel paa ubetinget anaerobe Bakterier er den alminde- lige Smør sy re-Bacil [352, S. 395], Mellem Aerobionter og Anaerobionter findes der dog Över- gångsformer. Saaledes kunne, som omtalt S. 316, højere Planter sædvanlig i kortere eller længere Tid fortsætte deres Livsvirksom- hed, selv om fri Ilt mangler. Men da flere vigtige Livsyttringer (Væxt, Bevægelser) i saa Fald standse, kan Livet uden Ilt kun betegnes som ganske abnormt for disse Planter, og de kunne der- for med Rette kaldes obligate Aerobionter. Det samme Navn for- tjene mange Mikroorganismer, blandt Bakterierne saaledes f. Ex. de nedenfor omtalte Eddike- og Salpetersyrebakterier. — Der er imidlertid ikke faa Mikroorganismer, der vel sædvanlig leve som aerobe, men som dog, naar fri Ilt mangler, ikke alene kunne op- retholde Livet, men endog voxe og formere sig — om end ofte paa en fra det Sædvanlige meget afvigende Maade (sml. S. 393) — og som, i alt Fald gjennem flere Generationer, ganske synes at kunne undvære fri Ilt. Slige Mikroorganismer, der altsaa efter Omstæn- dighederne ogsaa kunne leve som anaerobe, kaldes lejlighedsvise (fakultative) Anaerobionter og maa naturligvis ikke forvexles med de ubetinget anaerobe Mikroorganismer. Som Exempel paa fakultative Anaerobionter kan nævnes visse Skimmelsvampe, mange Gjærsvampe og blandt Bakterierne f. Ex. Tyfusbacillen og mange andre sygdomsvækkende Arter. Naar Stofskiftet uden Ilts Adgang fører til Dannelse af Kulsyre eller andre iltrige Stoffer, hvad der oftest er Tilfældet, saa maa der nødvendigvis altid tillige dannes ilt fattige Stoffer, altsaa samtidigt fore-