Den Almindelige Botanik

7de Afsnit. Væxt og Bevægelse. Kap. 46. Væxt og Vævspænding. 362. Det kunde paa Forhaand synes naturligt, at kalde enhver Rumfangsforøgelse for »Væxt«. Imidlertid ere de Rmn- fångsforøgelser, der iagttages hos Planterne, af meget forskjellig Natur. Lægges en Ært eller en anden tør Plantedel i Vand, saa forøges dens Rumfang snart ved Udbulningen (S. 183); og f. Ex. et ved stærk Transpiration slappet Blad, hvis Celler i Aftentimerne atter faae deres Saftspænding tilbage, forøger derved ligeledes sit Rumfang. Slige Rumfangsforøgelser, der ere Vandoptagelsens umiddelbare, rent fysiske Følger og som atter ophøre, naar det optagne Vand fjærnes, bør dog ikke regnes med til »Væxt« i plante- fysiologisk Betydning; men kun de ved Plantens Livsvirksomhed til- vejebragte blivende Rumfangsforøgelser kaldes Væxt. Det kan tilføjes, at Væxten næsten altid ledsages af Organisations-Ændringer, særlig af en Udvikling, idet Arbejdsdelingen træder mere og mere frem, efterhaanclen som Plantelegemet forøges. At det større Legeme ogsaa byder Mulighed for en mere fuldendt, videre udført Arbejdsdeling er allerede omtalt S. 237. Hos Planten, betragtet som en Helhed, skeer al Væxt der- ved, at der indlejres nye Dele mellem ældre (man erindre som et grovt Exempel herpaa Træernes Tykkelsevæxt ved Væxtlagets Virk- somhed), og de enkelte Celler bidrage hver en Tid lang deres til det Heles Væxt, der altsaa kan siges at foregaa indefra. Kry- staller eller Krystalmasser, f. Ex. Isdannelserne paa en frysende Rude, tiltage derimod paa en ganske anden Maade, nemlig idet nye Dele paalejres direkte udefra. En Celle voxer indefra paa ganske tilsvarende Maade som hele Planten; men betragtes