Den Almindelige Botanik

452 Kap. 47. Planternes Bevægelser. gaaer dels deraf, at de ske lige godt, eller endog bedre, naar alle andre Aarsager til Bevægelse udelukkes, dels, og især, deraf, at Bøjningerne ikke ske, naar Planten drejes langsomt rundt, paral- lelt med sin Længdeaxe. Ved Centrifugalforsøg seer man, at Stænglen voxer ind mod Omdrejningens Midtpunkt, Roden bort derfra. — Man har ment, at Tyngden virkede stærkest ind paa Stængel og Rod, naar de lagdes vandret (Sachs’ Opfattelse): men dette er dog urigtigt, og dermed ogsaa en Del i den nyeste Tid af Noll fremsatte Be- tragtninger, der kun støtte sig hertil. Derimod er Tyngde virkningen stærkest, naar Planten vendes omvendt op og ned (Elfving), og dette passer bedst baade med de foreliggende Forsøg og med vor hele Opfat- telse af Bevægelserne som hensigtsmæssige Reaktioner fra Plantens Side overfor ydre Paavirkninger; sml. ogsaa § 400. De af Tyngdens Pirring fremkaldte Bevægelser hos fastsid- dende Plantedele kaldes geotropiske (sml. S. 29). og en Bevæ- gelse nedad kaldes positivt, opad negativt geotropisk; Rødder vise altsaa som Regel positiv, Stængler negativ Geotropi. Blade og andre fladt udbredte Organer, samt mangfoldige krybende Jord- stængler o. lign., stille sig vandret, altsaa vinkelret paa Tyngde- kraftens Retning, naar de da ikke forstyrres af andre Kræfter. Man kalder dette Forhold transversal Geotropi. Hos cylindriske, radiært byggede Plantedele, som f. Ex. Rodstokkene, er det saa iøvrigt ligegyldigt, hvilken Side der vender op og hvilken ned. Organer med forskjellig bygget Over- og Underside, saasom Blade, have imidlertid tillige en bestemt Orientering mod Tyngderetningen, idet een Side, sædvanlig den morfologiske Underside, altid vil vende nedad. Naar et bladbærende Skud stilles i Mørke og vendes op og ned, ville Bladene i mange Tilfælde bøje eller sno Stilkene saaledes, at Bladpladernes Oversider vende opad. Stænglens og Rodens Grene indtage oftest skraa Stillinger, efter visse bestemte Vinkler med Tyngdens Retning. I alt Fald for de bedst under søgte Rodgrenes Vedkommende er dette blot et Udtryk for en svagere Stemning overfor Tyngden; det er dem nok, at de til en vis Grad nærme sig den lodrette Stilling (S. 31). Bringes de tilfældigvis i lodret eller mere stejlt nedadgaaende Stilling, voxe de videre i samme Retning; just heri adskille de sig fra de ovennævnte trans- versalt geotropiske Organer, som i saa Tilfælde ville forandre den nye Retning for at opnaa den bestemte skraa (vandrette) Stilling igjen. At Rodgrenes Forhold maa forstaaes saaledes som her skildret, fremgaaer bl. a. deraf, at naar de udsættes for en Cen- trifugalkraft, der er større end Tyngdekraften, saa voxe de, alt