Den Almindelige Botanik

466 Kap. 47. Planternes Bevægelser. 400. Følsomhed; Ledning af Pirring. Hvad der forstaaes ved Pirring, er omtalt S. 423; det sees herefter let, at alle vitale Bevægelser fremkaldes ved ydre eller indre Pirringer, medens de iværksættes ved Plantens egne Kræfter. Det fremgaaer af § 399 og ligeledes af flere i det foregaaende givne Exempler, at der maa skjelnes mellem Bevægelighed og Følsomhed, ved hvilken sidste Betegnelse her forstaaes Evnen til at modtage (per- cipere) den udefra kommende Pirringsaarsag. At disse to Ting maa holdes ude fra hinanden er umiddelbart indlysende i de mange Tilfælde, hvor der finder en saadan Arbejdsdeling Sted, at Følsom- hed og Bevægelighed er delt mellem to forskjellige Plantedele, hvor der altsaa maa foregaa Ledning af Pirring. Det mest bekjendte Exempel herpaa er det af Darwin føvst hævdede Forhold, at Rodspidsen alene er føl- som for Tyngdens, ensidig Fugtigheds o. a. Indvirkningers Pirring, medens Rodens Væxtbevægelser kun foregaa i det bag Spidsen liggende, voxende Bælte. — Darwins aandfulde Værk om Planternes Bevægelser (1880) er rigt paa Angivelser, hvis Rigtighed vel ikke altid var strængt bevist, men som senere i alt væsentligt have staaet deres Prøve, og som trods den mærkelige Mangel paa Forstaaelse, de mødte hos flere toneangivende Fysiologer (Sachs, Wiesner o. A.), nu have trængt sejrrigt igjennem, navnlig ved det af Pfeffer og hans Skole tilvejebragte bedre Bevismateriale. Naar man har brugt Udtrykket „ Hjærnefunktion “ om Rodspidsens Følsomhed, da er dette vildledende; her maa nærmest sees en Analogi med et Sanseorgan. At kun Rodspidsen er følsom overfor Tyngden, er i aller- nyeste Tid sikkert paavist ved følgende Forsøgsmaade: Spidsen af en Rod bringes til at voxe ind i og udfylde en efter dens Stør- relse afpasset vinkelret udstaaende »Fod« af en strømpeformet Glaskappe [376]. Under denne Forberedelse drejes Roden paa en Klinostat (S. 451). Efterhaanden som Roden voxer, skydes de ældre Dele ud af Glasstrømpen, medens Spidsen stadig bibeholder sit Leje deri. Stilles nu Roden lodret, saa vil selve Spidsen ligge vandret [376 A]; men i denne Stilling vil Tyngdens Pirring- ikke lade den faae Ro. Der ledes da fra Rodspidsen en Pirring hen til de stærkt voxende Dele, og disse udføre snart en Bøjning, der først ophører, naar Rodspidsen staaer lodret, medens selve de voxende Dele nu ligge vandret [376 B] og vedblivende voxe i denne Ret- ning. — Ved at variere denne elegante Forsøgsmaade er det paavist, at Hovedrødder paavirkes langt stærkere af Tyngden, naar de stilles næsten lodret i Vejret, end i vandret Stilling. Dette er en Bekræftelse paa Elfvings (1880) allerede S. 452 nævnte, ad anden Vej vundne Anskuelse.