Den Almindelige Botanik

506 Kap. 50. Tilpasning, Arvelighed og Transformisme. for Arten, som lejlighedsvis kunde optræde og atter forsvinde. Efter Fremkomsten af Darwins Værk om Arternes Oprindelse (1859) har dog den Anskuelse efterhaandeii trængt sejrrigt igjennem, at Arterne ikke ere konstante, men foranderlige, saaledes at efterhaandeii nye Former kunne udvikle sig af de ældre og med lige saa megen Ret kunne kaldes Art som de, fra hvilke de ned- stamme. Denne Opfattelse støttes i høj Grad, ved Studiet af de i Jordskorpens forskjelligt gamle Lag fundne Plantelevninger, som vise en fremadskridende Udvikling fra ældre til nyere Tider, idet de yngste Lags Levninger vise den højeste Organisation. Det Slægtskab mellem Arter, Slægter o. s. v., som tidligere Systema- tikere liave opfattet blot som rent »ideelle Baand«, betragtes nu som kjødelige, paa fælles Afstamning beroende Slægtskabsfor- bindelser. Den Udvikling, som en given Art maa liave gjennemløbet, kaldes Fylogenese i Modsætning til den Udvikling fra befrugtet Ægcelle til Voxen, som det enkelte Individ gjennemløber, On- togenesen (se S. 110). Ontogenesen er (især iøjnefaldende hos visse Dyr) en kort Rekapitulation af Fylogenesen. Med Hensyn til de Aarsager, som fremkalde Omdannelserne og de nye Formers Udvikling (Transformismen), er der ret betydelige Meningsforskj elligheder, som for en Del bunde i for- skjellig Opfattelse af Arvelighedens Natur. Den mest bekjendte Hypothese er Darwins Lære om naturligt Kvalitetsvalg, som an- tager følgende: Hver Organisme arver en Sum af Egenskaber fra sine Forældre, men varierer tillige, snart rent ubetydeligt, snart i større Grad. De nye Egenskaber kunne atter gaa tabt i senere Slægtled, men de kunne ogsaa fæstnes og uddannes videre. Dette beroer paa, om de ere nyttige eller ikke. I den Kamp for Tilværelsen, som alle, og navnlig pærbeslægtede Orga- nismer maa føre med hverandre, naar de leve i hverandres umid- delbare Nærhed, gaaer den bedst udrustede sejrrig ud af Kampen, Naturen »udvælger« den (»natural selection«); de nye Egenskaber, der vise sig nyttige i Kampen for Tilværelsen, bevares altsaa og ville med stedse større Sikkerhed forplantes fra Slægtled til Slægt- led (sml. §426). Naar senere hen Mellemleddene mellem den nye Form og Moderformen eller de andre fra denne udstraalende Former ere bortdøde, og denne selv maaske ogsaa er uddød, ville Forskel- lighederne mellem alle disse kunne tænkes saa store, at det ind- byrdes Slægtskab ikke sikkert lader sig udrede niere. Denne Op-