Den Almindelige Botanik

554 Kap. 54. Befrugtningen. trind, meget lang, undertiden forgrenet Celle, Støvrøret. Dette voxer ned gjennem Griflens ledende Cellevæv, idet det bagtil efterhaandeii doer bort, og naaer efter kortere eller længere Tids Forløb ned i Frugtknudens Hulhed, hen til Æggene; er der mange Æg, ere ogsaa mange Støvkorn nødvendige, for at alle Æg kunne befrugtes, selv om Forgrening af Støvrøret end under- tiden finder Sted. Støvrøret har bølge- eller skrueformet Nuta- tion, for at kunne finde hen til Ægget, til hvilket Papiller i selve Frugtknuden undertiden ogsaa vejlede. Den Tid, som hengaaer mellem Bestøvningen og Befrugtningen, og som Støvrøret altsaa bruger for at naa fra Arret ned til Ægget, er meget forskjellig; hos Græs og Halvgræs er det kun faa Timer; hos Crocus, der har en 6 — 7 Gentim. lang Griffel, 1—3 Døgn; hos mange Orkideer mange Dage eller Uger, selv Maaneder, ja Æggene blive her endog først dannede efter Bestøvningen og som en Følge af denne; hos Hasselen ere Æggene heller ikke dannede, naar Bestøvningen finder Sted; hos visse (Naaletræer) hengaaer ofte over 1 Aar mellem Bestøv- ningen og Befrugtningen, og Støvet henlægges foreløbig i et „Støv- kammer", en Hulhed i Ægkjærnens øverste Del. Den vegetative og generative Celles Vandring ud i Støv- røret af og sidstnævnte Celles Forening med Ægcellen hos Litium Martagon, det bedst kjendte Exempel, er omtalt S. 150 ff. 454. Æggeiie ere smaa, hvidlige Legemer, der altid sidde paa Frugtbladets Bagside, op langs Sømmens to Rande, sjælden tillige inde paa Fladen (f. Ex. Valmue, Butomus, Ensian, Nym- ptiæa). — Endestillede Æg, som hos Polygonaceæ, mange Krum- kimede (Syst. Bot. S. 328) og Urticaceæ, have været opfattede, som om de vare den umiddelbare Forlængelse af Stænglen; men de sidde sikkert her ligesom alle andre Steder i Virkeligheden paa Frugtbladene (se S. 520). Ægget bestaaer af tre forskjellige Dele, Ægkjærnen. Hin- derne og Ægstrængen. 1) Ægkjærnen (nucellus) er et indre, ægformet Legeme [446 k, overalt skraveret], som omsluttes af 2) en eller to Æghinder (integumenta), Yder- og Inderliinden, saaledes, at der kun lige ud for dens Spids bliver en lille Aab- ning tilbage, Ægmunden (mikropyle; m i Fig. 446). Sjælden ere Æg helt uden Hinder, nøgne Æg. Ægkjærnen sidder oftest ved 3) en kort Stilk, Ægstrængen (funiculus), fast paa Æg- stolen; gjennem Ægstrængen gaaer der en Leclningsstræng [449], da al Næring maa tilføres Æggets øvrige Dele og det udvoxende Frø gjennem den. Den Del af Ægget, hvorfra Hinderne og Kjærnen udgaa, kaldes Kjærnefoden (chalaza), i hvilken Led- ningsstrængen i Regelen ender. Ægstrængens Tilhæftningssted