Det Internationale Møntspørgsmål
1. Betænkning af en Engelsk Regjeringscommission. II. Tvende Brere af Wichel Chevalier

32 international Møntfod, vilde dette nødvendiggøre en yder- ligere Forandring i hvad der for Tiden er gjældende her i Landet, nemlig Indførelsen af en Afgift til Dækning af Prægningsomkostningerne. Siden Aaret 1666 i Carl den Andens Regjeringstid ere i England Udgifterne til Hovedmøntens Prægning bievne baarne af Staten. Ifølge Lovgivningen er Enhver, der bringer Guld i Barrer til Mønten, berettiget til at faae den samme Vægt i Mønt, kun at lian maa vente, saa længe Prægningen varer. Den, der bringer flint Guld til Mønten, vil altsaa efter nogen Venten faae Mønt derfor i et Forhold af 3 Pund 17 Sh. lOVa Pence pr. Unze, men i Virkeligheden bringer han sine Barrer til den engelske Bank og sælger dem for 3 Pd. 17 Sh. 9 Pence pr. Unze ved Afleveringen. Han erlægger altsaa en Afgift af l‘/a Penny pr. Unze eller lidt under Ve pCt., hvilket i Virkeligheden er mindre end det Rentetab, han vilde have lidt i den Tid, der vilde være medgaaet til Prægningen. I den kongelige Mønts Filial i Sidney beregnes der en Afgift af omtrent 1 pCt. samt en Ventetid af om- trent 20 Dage, og i de ostindiske Mønter er Afgiften 1 pCt. af Guld- og 2 pCt. af Sølvmønt og Ventetiden den samme. I de fleste andre Lande beregnes der en Afgift, uan- seet Ventetiden under Prægningen. I Frankrig er den 6 Francs 70 Cent, af hvert Kilogram fint Guld eller mellem i/4 og V5 pCt., og Ventetiden, der er foranderlig, har stundom været saa lang, at den har foranlediget et Ren- tetab, som vilde beløbet sig ti] en Afgift af Vs eller 8/4 ———°™—______________1_&