Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

104 VIII. individuel og social Etik. Uvirksomhed*). Det er dog derfor ikke sagt, at det er hen- sigtsmæssigt at tilstede andre Mennesker en Ret til at blande sig i den Enkeltes indre etiske Husholdning. Man kan ind- rømme det ene og negte det andet. Mill derimod negter Selv- udviklingens etiske Betydning, fordi lian frygter for derved at give andre Ret til at trænge ind i Individets private Færd. Men han kunde naa sit Maal, nemlig Hævdelsen af den individuelle Frihed over for socialt Tryk og moralsk Politi,, uden at udelukke Selvudviklingen fra det etiske Omraade. Intet er betænkeligere end den store Misforstaaelse, at Etik og offentlig Mening ere det samme, og at et Forhold ophører at være etisk Bedømmelse underlagt, fordi ingen ydre Myndig- hed har Ret til at paatale det. 6. Det rette Forhold mellem individuel og social Etik er egentlig givet med Opstillingen af selve Velfærdsprincipet. Grundlaget for Vurderingen er den universelle og uinteresserede Sympati, og Maalestokken den almindelige Velfærd. Deraf følger, at den individuelle Etik maa være underordnet den sociale, uden derfor helt at forsvinde i Forhold til denne. Den fulde Begrundelse for de individuelle Dyder, Pligter og Rettigheder vil kun kunne naas ved at betragte Individet i det sociale Medium, som Led af den kæmpende og stræbende Slægt, hvis Arv det har modtaget i sin Natur og i sine ydre Livsforhold, og hvis Udvikling det skal føre videre, saa vidt det formaar. Gennem Deltagelsen i Slægtens Liv og Arbejde vi] det udvikle sit eget Væsen. Det er paa én Gang Middel og Formaal. Den moderne Emancipation kan meget godt vurderes efter sin fulde Betydning, uden at man hylder Individualismen. At Slaven, Bonden, Arbejderen og Kvinden komme til at staa som frie og selvstændige Led af Slægten, kan kun gøre dennes Liv rigere og frugtbarere. Frigørelsen kræves af Samfundets egen Interesse. Det er i Grunden denne Tanke, Stuart Mill bygger paa i sin berømte Bog »Om Friheden«, som jeg oven for maatte polemisere imod. Han lægger saa stor Vægt paa den individuelle Frihed og Selvstændighed, fordi »de faa *) Om Grænserne mellem Teori og Praxis i Sædelæren. (Eunomia. Første Del. København 1815). p. 105.