Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

122 XI. Selvhævdelse. eller for Staten.«* *) Vi vilde ikke gaa saa strengt frem. Vi have lært, at der under og ved Lidelsen kan udfolde sig Egenskaber, som maaske hidtil vare trængte tilbage, og som kunne give Livet en ny Værdi for den Lidende selv og for dem, der paavirkes af hans Forbillede. Hans Karakter faar maaske først nu sin Fuldendelse. Vi tillægge Tankens og Følelsens Liv Værdi, afset fra de ydre Virkninger. Vi se den enkelte Personlighed ikke blot som Medlem af Staten, men ogsaa som Medlem af Familien, af Vennekredsen, og se ham maaske selv i hans ud ad -til uvirksomme Tilstand være til den største Glæde og Bestyrkelse for andre.**) 4. Vi komme nu til det meget drøftede Spørgsmaal om Selvmordets Berettigelse. Dette Spørgsmaal kan i Følge Sagens Natur kun opkastes, for saa vidt Selvmordet er en virkelig Handling, Frugt af Overvejelse og Beslutning. Dersom Selvmord stedse udspringer af afgjort Sindssygdom, falder det ikke ind under etisk Betragtning. Det Selvmord, som ud- springer af en fortvivlet Situation, i hvilken Individet ved sin egen Adfærd har bragt sig, kan ogsaa være af den Beskaffen- hed, at det ikke er nogen overlagt Handling, men Virkning af en pludselig, al Besindelse overvældende Stemning. Her faldei' •dog den etiske Vurdering ikke bort, men rettes (lige som ved Handlinger, der foretages i Drukkenskab) mod den Adfærd, ved hvilken Individet har bragt sig i sin fortvivlede Tilstand. Saaledes ligger hos den, der ved bedrageriske eller dog uforsvarlige Pengespekulationer har styrtet sig i Ulykke og saa tager Livet af sig, den egentlige Skyld før Selvmordet. Lige saa hos Mus sets »Rolla«, der tager sig af Dage, efter at han har nedbrudt sin fysiske og sin aandelige Personlighed ved Udsvævelser. *) Staten. 3die Bog. Heises Overs. p. 178-182. *) Jeg kan ikke undlade her at omtale den berømte Fritænker Strauss’s sidste lidelsesfulde Dage, der vare saa opbyggelige for hans Venner. Zeller (D. F. Strauss in seinem Leben und seinen Schriften geschildert, p. 122) siger om ham: »Han fordrede ikke af Naturen, at den skulde spare ham for noget af det, dens Løb og dens Love bragte med sig'; men saa meget des mere fordrede han af sig selv, at han skulde vide at finde sig i disse Love, at gøre ogsaa Lidelsen til Stof for en sædelig og’ aandelig- Virksomhed og’ at finde det velgørende midt i Smerten.«