Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
XI. Selvhævdelse.
121
maa undvære hans Hjælp og "hans Arbejde, saa vil Om-
sorgen for den fysiske Selvopholdelse staa som en betydnings-
fuld Pligt.
Men heri ligger ogsaa Begrænsningen for den. Det vilde
være meningsløst at .tilbringe Livet med at samle en Kapital,
der aldrig bruges, at gøre Livet til ét eneste stort Middel
uden Formaal. Saa er Asketen endda fornuftigere, da han
trænerer sig for at opnaa et fjernt Formaal. At leve er at
bruge Kræfterne, og de bruges kun ved at forbruges. En stor
Fysiolog har endog givet den paradoxe Definition: »Liv er
Død!« fordi enhver Livsytring medfører Opløsning af det
organiske Væv. En snever Opfattelse af Selvopholdelsen vilde
gøre den til Et med Opsamlen af Stof og ikke se, at Forbruget
er en nok saa væsentlig Ting i Livet som Stofoptagelsen, selv
om det er det, der tilsidst gør Ende paa Livet. Det er endda
ikke altid, at vi kunne’ bevare det harmoniske Forhold mellem
Optagen og Forbrug. Der kan med etisk Nødvendighed komme
et Misforhold frem. En Opgave, som det er min Pligt at løse,
kan nødvendiggøre Tilsidesættelsen af hvad Selvopholdelses-
pligten under sædvanlige Forhold vilde fordre. Döbeln (vid
Jutas) havde ikke Tid til at være syg. Livet maa endog helt
ofres, naar vi for at bevare det maatte fornegte, hvad der
giver det dets egentlige Værd.
At leve for sin Sundhed er en Uting. Det kan ske, at
man af Hensyn til sine svigtende Kræfter maa trække sig
tilbage til mere begrænsede Opgaver; men det at begrænse
. sine Formaal er ikke det samme som at gøre til Formaal hvad
der kun skal være Middel. Platon spotter over Lægen
Herodikos’s Adfærd under en uhelbredelig Sygdom. »Da han
ingen anden Virksomhed havde, levede han blot for at kurere
paa sig selv og var højst ulykkelig ved den mindste Afvigelse
fra den tilvante Levemaade; paa denne Maade opnaaede han
ved sin Visdom under en haard Dødskamp en høj Alder.«
Platon bemærker, at for de fattiges Vedkommende følger det
af sig selv, at de ikke kunne leve for at kurere paa sig; det
er kun de rige, der kunne stille sig dette som Opgave; og han
mener, at »den, der ikke kan følge den naturlige Levevis,
heller ikke bør helbredes, da det hverken er til Gavn for ham