Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

120 XI. Selvhævdelse. sætter hvad Naturen selv indleder. Selv hvor en klar Bevidst- hed ikke er vaagnet, gør der sig hos alle levende Væsener et Selvopholdelsesinstinkt gældende, som lader Individet søge hvad der er gavnligt for dets Bestaaen og sky det modsatte. Kant mente endog, at Instinktet eller Driften her var saa stærk fra selve Naturens Haand, at man ikke kunde tale om Pligt ti] Selvopholdelse: ti hvad Enhver uundgaaelig vil af sig selv, kan han ikke forpligtes ti].*) Denne Anskuelse hænger for en Del sammen med Kants urigtige Antagelse, at vi kun kunne forpligtes til det, som vi ugerne ville. Men den hviler tillige paa den ikke mindre urigtige Antagelse, at vi virkelig stedse og uundgaaelig søge hvad der tjener til vor Selvopholdelse. Det er ikke en Gang saa hos Dyrene, hos hvem Instinkterne dog virke i langt større Omfang og med langt større Magt end hos Menneskene. Selv dér kan Instinktet lede vild, eller det kan svækkes og ændres; og det staar heller ikke dér i den skarpe Modsætning til Forstand og bevidst Anstrengelse, som man især i tidligere Tider antog. Men for Mennesket bliver i hvert Tilfælde Selvopholdelsen ikke blot Instinktets, men ogsaa den egentlige Villies Sag. 3. Legemlig Sundhed og Kraft er det nødvendige Grund- lag for al videre og højere Udvikling af Livet. Vi raade til enhver Tid kun over en begrænset Sum af Energi, og det bliver derfor en vigtig Opgave at sørge for, at den bevares og forøges og ikke gaar til Spilde. Vi kunne ikke frembringe noget af intet; selv Helten er intet uden Mad og Drikke. Askesen med sine selvvoldte Smerter og Savn, al Slags Selv- plageri og ugrundet Mismod, Letsindighed og udsvævende Sanse- lighed kunne hver paa sin Maade øde den Kapital, der kunde bruges ti] værdifulde Formaal. Fordomsfuldhed, Kortsynethed og Egenraadighed føre enten til at vrage de nødvendige Midler eller til at forbruge dem uden Nytte. Naar det staar klart for den Enkelte, at Følgerne af hans Adfærd i denne Hen- seende kunne ramme ikke blot ham selv, men ogsaa andre, dels dem, han selv maatte sende ind i Verden, og til hvem hans svækkede Natur kan gaa i Arv, dels ogsaa dem, som *) Metaphysische Anfangsgrunde der Tugendlehre. Einleitung § 4.