Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

124 XI. Selvhævdelse. Evner paa de andre Evners Bekostning, med sine vidde Hori- sonter og sin rastløse, men ogsaa ofte plan- og formaalsløse Foretagelsesaand gør det vanskeligere at fastholde den Sluttet- hed og Koncentration, den Begrænsning i Henseende til Formaal og Midler, som er en nødvendig Forudsætning for et sundt og kraftigt Villiesliv. For Tanke og Fantasi ere vide Horizonter tiltalende; men Villien maa, naar den skal være mere end blot Drift og Ønske, rette sig mod noget aldeles bestemt, og mod noget, som er inden for Rækkevidde*). Den moderne Tid er en Tvivlens Tid, ikke særlig gunstig for Harmoni mellem de sjælelige Kræfter. Det er den aandelige Hygiejnes Opgave at raade Bod paa den Disharmoni og Sygelighed, som under disse Forhold saa let udvikler sig. Pædagogen og Lægen maa virke sammen. Alt hvad der tjener til kraftigere Udvikling af de aktive Evner — hvortil ikke blot den fysiske Arbejdskraft, men ogsaa Evnen til selvstændig Iagttagelse og Tænkning og den kunstneriske Fantasi høre — vil virke lægende over for Villiessygdommen. Ikke ved at afbryde Kulturarbejdet og kue Tvivlen — hvad der da ogsaa er en Umulighed — men ved at styrke Selvvirksomheden og vække Tilliden til de menne- skelige Kræfter, hvor disse virke paa deres rette Omraade, bidrager man til at faa Bugt med den holdningsløse, rugende eller blaserede Tvivl, der følger den nyere Tids storartede Udvikling som Skyggen følger Legemet. Dertil kommer endnu en anden Ting. Den moderne Kultur gøi* paa én Gang Individerne mere afhængige — ved at vække flere Fornødenheder hos dem — og mere isolerede — ved at »emancipere« dem og stille dem paa deres egne Ben. Og Isolationen naar sit Højdepunkt, naar Individet med sine mange utilfredsstillede Fornødenheder staar ensom i den store Travlhed rundt om. De enkelte Individer maa fægte mere hvert for sig end under den gamle Tingenes Orden. De nye Associa- tioner modvirke vel denne Isolation; men de ere endnu i deres Barndom og have neppe endnu havt tilstrækkelig Indflydelse paa Sindelaget hos de Enkelte. Den ulykkelige og lidende føler sig overladt til sig selv. En Dyreflok mishandler eller dræber de Individer, der ikke kunne følge Flokkens Fart; i ) Smlgn. Psykologi p. 389 ff.