Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XI. Selvhævdelse. 125 den menneskelige Verden maa de skøtte sig selv, om de end ikke mishandles og nedtrampes. Et levende Sympatiforhold, hvor den Enkelte føler Deltagelsen fra andres Side og selv- mod Deltagelse følger deres Færd, vil gøre, at lians Livsmod ikke saa let knækkes, og hans Horizont ikke ganske formørkes. Den, der ikke slipper andre, vil heller ikke saa let føle sig forladt af alle. Blaseretheden og Trætheden ville ikke saa let træde i Friskhedens og Interessens Sted. — Det synes, som om Selvmord aftage under store politiske Kriser, maaske fordi Sindene da ere optagne af de store Begivenheder og de fælles Interesser. Hvis det er saa, maa stadig Sympati med fælles Opgaver være en Magt, der kan hindre Mismod og Selv- opgivelse. Den, der har bot som ensom Fremmed i en stor By, véd, hvilken trykkende Forladthedsfølelse der kan betage Sindet, og hvilken Opmuntring det kan være blot at faa et venligt Ord af en Forbigaaende, som man spørger om Vej eller viser en Tjeneste. Saaledes vil ofte en sympatisk Ytring, en venlig Tiltale kunne stanse Selvmorderen paa hans Vej. Han vil føle, at Baandet, som knytter ham til Slægten, ikke er brudt og vil kunne føle Trang til ogsaa fra sin Side at knytte det fastere igen. — Det gælder altsaa om at sætte Kræfter i Be- vægelse, som kunne ophæve Isolationen af de enkelte Evner i Menneskets Indre og mellem Menneskene i Samfundet. Her- ved hænger dette specielle Spørgsmaal i sin sidste Grund sammen med de store, almindelige etiske og sociale Spørgsmaal. 6. Skyldes Selvmord nu altid Sygdom i Villien, ligefrem Sindssygdom eller ogsaa et bevidst Ønske om at unddrage sig bestemte Forpligtelser? Eller kan der være en Ret, maaske endogsaa en Forpligtelse til at begaa Selvmord? Hvor man har hævdet Individets fulde Frihed til at raade over sit Liv, er man stedse gaaet ud fra et rent individuali- stisk Standpunkt. — Saaledes lærte Stoikerne, at den Vise, der er sig selv nok og sin Skæbnes absolute Herre, ikke blot vil lade sit Liv, naar Fædrelandets Vel kræver det, eller naar han kun kan bevare det ved at begaa en uetisk Handling, men at lian vil forlade Livet, naar han paa Grund af ydre Til- skikkelser ikke kan føre det som han vil. De senere Stoikere udstrakte denne Ret til »at lede sig ud« af Livet meget vidt.