Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

126 XI. Selvhævdelse. »Ikke blot i den 'yderste Nød«, siger Seneca (Epist. 70), »men saa snart Skæbnen begynder at blive noget betænkelig«, vil den Vise tage sig af Dage. Marcus Aurelius fordrer blot, at man skal forlade Livet uden Vrede og Sorg, saaledes som man gaar ud af et Værelse, hvor der er Røg (Comment. V, 29; X, 8). — I nyere Tid forsvaredes Selvmord fra et extremt individualistisk Standpunkt af en Række Forfattere i det 18de Aarhundrede. Montesquieu f. Ex. begrunder Selv- mordets Berettigelse ved, at da Samfundet er grundet paa gensidig Fordel, maa man have Lov til at trække sig tilbage derfra, naar man kun har Besvær af at leve i det; man over- træder altsaa ingen Pligt ved at gøre Ende paa sit Liv, naar man finder det uudholdeligt (Lettres persanes. Nr. 76)*). Selv om man nu vilde antage, at det enkelte Individ havde fri Ret til at forlade Livet, naar dette var uudholdeligt, vilde det være meget vanskeligt at godtgøre, at Uudholdelig- heden virkelig var til Stede i det enkelte Tilfælde. Ti hvor- ledes kan Individet vide, at det har naaet Grænsen for sin Kraft og har brugt alle Midler? — Man har hertil svaret, at selve det, at det naturlige Selvopholdelsesinstinkt er kuet og den naturlige Angst for Døden overvunden, vidner om, at Mennesket maa være bragt til det yderste. Saaledes siger Holberg i sin 135 Epistel: »Erfarenhed lærer, at Mennesker have Livet kær; hvorudover man kand slutte, at de, som be- drive saadan Gerning [Selvmord], maa være overvældede af Angst, Lidelse og Genvordighed, ja udi saadan Stand, som heller opvækker Medlidenhed end Vrede«. Men fordi jeg overvældes af Angst og Smerte, saa min Modstandskraft knækkes, derfor kan jeg godt befinde mig i en Illusion. In- stinktet leder mig ikke altid sikkert, og Instinktets Ophør kan derfor heller ikke altid være noget sikkert Kendemærke. En øjeblikkelig Følelse af Angst og Nød er intet paalideligt Udtryk for de virkelige Forholds Beskaffenhed. Maaske befinder Indi- videt sig netop paa det laveste Punkt under Skæbnens rytmiske Svingning, saa at det vil gaa op ad igen for ham, naar han *) En lignende Tankegang findes hos Holbach (Systeme de la Naturel, ch. 14) og i »Letters on Suicide«, der af nogle ansaas forfattede af Hume.