Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XI. Selvhævdelse. 127 blot kan holde lidt ud endnu. Et er, at Individet fortvivler^ et andet, om Sagernes Stilling virkelig er fortvivlet. En fuld- stændig begrundet Forvisning vil aldrig kunne haves herom. Dersom Individet er absolut suverænt (smign. III, 5—7)v vil det her heller ikke komme saa meget an paa, om en såadan objektiv Bevisførelse er mulig. Men naar den højeste Maalestok for den etiske Vurdering søges i det enkelte Indi- vids Sammenhæng med Slægten, dets Betydning for Slægten,, kan der ikke slaas af paa Fordringen om strengt Bevis. Det var derfor en rigtig Tanke, naar i nogle græske Stater (Mas- silia og Keos) Dadlen af Selvmord faldt bort, dersom Selv- morderen først overbeviste Øvrigheden om, at der var til- strækkelig Grund til at foretage et saadant Skridt. Der laa her den Forudsætning til Grund, at Individet ikke lever for sig selv alene, men er stillet over for Opgaver, som ere af Betydning for andre end det selv. Det kan være fuldstændig rigtigt, at Livet i det enkelte Tilfælde er uudholdeligt, naar Individet ikke kender nogen anden Maalestok end sin egen egoistiske Nydelse. En Tilnærmelse til en saadan Indskrænk- ning af Interessen vil man finde hos alle Selvmordere, der handle med Overlæg. De have sat alt paa ét Kort, have gjort deres Liv til et Hazardspil. Deres Lidenskab er koncentreret paa ét eneste Punkt, med hvilket hele Livet for dem staar os falder*). Dette gælder saaledes om Oldtidens beundrede Selvmord. De »sidste Romere« dræbte sig, fordi deres Horizont ikke strakte sig videre end til Roms aristokratisk-republikanske Liv. Vi kende baade mere omfattende og mere inderlige menneskelige Forhold, som kunne stille Krav til os. Og selv Cato anerkendte dette, naar han (i Følge Plutark) raadede sin Søn, som han ikke vilde have med sig i Døden, til at *) Ogsaa hvor Selvmord udspringer af den oven for (5) skildrede Villiessvækkelse. bukker Individet under for Modstand paa et enkelt, objektivt set ofte ubetydeligt Punkt. Men dér skylden denne Koncentration paa et enkelt Punkt en fbrudgaaende Svækkelse af Energien. I de her skildrede Tilfælde derimod,, er i Forvejen Interessen med Lidenskabens hele Energi samlet paa ét Punkt, og alt falder derfor sammen med det. To helt modsatte psykologiske Processer kunne saaledes føre til samme Udgang-,