Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
178 XVI. Det frie Monogami. hører til Elskovsfølelsens Væsen, ogsaa gives monogame Na- turer, som ikke kunne tænke sig sand Elskov uden Bestan- dighed og Troskab, saa længe vil den Trang til Afvexling, som den frie Kærligheds Forkæmpere lægge saa megen Vægt paa, ikke kunne tilfredsstilles uden at medføre Smerte og Sorg for andre. Det vil ofte gaa, som med et Par i Daudet s »Sappho«. Forholdet stiftedes med den Bagtanke, at det skulde være paa Tid; men for den unge Kvinde er Forholdet blevet til Alvor, og hun tager sin Død, da Adskillelsen skal indtræde: On meurt done quelquefois de ces ruptures! — Er det letsindigt at lege med Ild, saa er det tusinde Gange let- sindigere at lege med et Menneskes Velfærd. 3. Den individuelle Personlighed er i Regelen ikke fuldt færdig i den Periode af Livet, i hvilken Elskovsfølelsen spiller den største Rolle. Naar denne Følelse nu har ført til ægte- skabelig Forbindelse, saa kommer det an paa, om de to Per- sonligheders fortsatte Udvikling kan foregaa i indbyrdes Har- moni. Dette er af saa meget des større Betydning, som det ikke blot er de to Individer i det hele, men ogsaa særlig den Følelse, der forbinder dem, som i Tidens Løb kan og vil undergaa Forandringer. Hvor Udviklingen foregaar lykkelig, vil Elskovsfølelsen fra en opblussende Affekt blive til en in- derlig Følelse, der — hvor det gælder — kan have den samme Styrke, om ikke den samme øjeblikkelig betagende Voldsomhed som i sin første Frembryden. Den Udvikling, som baade Individerne i det hele og sær- lig den Følelse, der forbinder dem, kunne undergaa under det fortsatte Samliv, er ikke uafhængig af deres Villie. Det er en af de gængse psykologiske Misforstaaelser, at Villien er noget, som er helt forskelligt fra Tanke og Følelse, en Magt, der først særlig skal appelleres til, for at den som en deus ex machina skal træde frem og løse Vanskelighederne. Under sunde og naturlige Forhold udvikler og fæstner Villien hvad Tanken har grebet og Følelsen sluttet sig til. Villien maa være med fra først til sidst; kun saa kan den ogsaa hjælpe i det enkelte, skæbnesvangre Øjeblik. Det er ikke en blind Skæbne, de to Individer ere undergivne. Sagen er for en stor Del lagt i deres egen Haand; det kommer an paa den Alvor, hvormed de i det hele føre deres Liv. Ægteskabet