Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

212 XXII. Staten og Børnene. Medlemmer ogsaa ere Statens Medlemmer og maa fyldestgøre de Betingelser, som derved udkræves. Saaledes hævder Staten det ufødte og nyfødte Barns Ret til at existere og tillader Ingen at erklære noget andet Individ for overflødigt eller for uberettiget eller uskikket til at være til. Selv hvor Udsigterne for det Individ, der begynder sin Tilværelse, synes at være nok saa mørke, kan en saadan Myndighed til at overskære den én Gang anlagte Livstraad ikke tillægges nogen. Det vilde give Anledning til de for- færdeligste Misbrug. Staten tager sig fremdeles af de forladte Børn og holder Forældrene til at gøre deres Pligt, hvor deres egen Samvittighed og Forældrefølelse ikke driver dem dertil. Den beskytter Børnene mod Forældrene. Det viser sig nemlig, at den moder- lige og faderlige Følelse kan sløves og udryddes af Nød, Skam og andre Aarsager, og hvor Familieforholdet saaledes ikke yder tilstrækkelige Motiver til at fyldestgøre, hvad Velfærds- principet fordrer, træder det større Samfund til, skønt det ikke kan løse Opgaven saa godt, som det snevrere under sunde Forhold kan. Det er i Kraft af dette Princip, at Staten fører Tilsyn med og indskrænker Anvendelsen af Kvinder og Børn i Fabriker, skønt den neppe endnu har gjort nok for »at sikre Barnets Ret til dets Moders Bryst«. I Kraft af dette Princip burde Staten ogsaa tvinge Forældrene til at vedkende sig deres Børn, hvad den imidlertid for de uægte Børns Ved- kommende for det meste ikke gør. Over for uægte Børn følger Staten en barbarisk Regel: mater semper certa, Moderen er sikker, hende holde vi os til. Byrden lægges udelukkende over paa Moderen. Barnets Ret til Faderens Navn anerkendes ikke; og selv hvor Faderen paavises, bestemmes hans Bidrag til Barnets Underhold efter Moderens, ikke efter lians egen sociale Stilling. Naar en saadan Ordning forsvares ved, at ellers vilde løse Forbindelser begünstige« og Ægteskabets An- seelse svækkes*), overser man, at der her foreligger en Ret for Barnet, som ikke kan skydes til Side for fjernere liggende og ubestemte Hensyn. Man lader her faktisk Barnet lide for Forældrenes Synder, — atter et barbarisk Princip, som den ‘) Goos: Almindelig Retslære. I, p. 544—551.