Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXI. Etik og Pædagogik. 211 for Sandhed, i Stedet for at lade Barnet selv finde det ad sin egen Vej; Der vil da opstaa en sjælelig Disharmoni, en Delthed og Lammethed i Sindet. Og der vil da senere let komme en Reaktionsperiode af en usund Beskaffenhed. Ved en Art Kontrastvirkning higer da Individet senere efter at opleve en Kreds af Følelser, som det ikke lærte at kende i den naturlige Tid. Kunne Selvtilliden og Selvvirksomheden kues ved for tidlig Kritik, saa kues de naturligvis endnu mere, naar man syste- matisk indgyder Barnet den Forestilling, at det ikke tør stole paa sine egne Sanser og sin egen Forstand, men skal lære at tage dem til Fange, da det, som bør tros, ikke kan forstaas. Men en saadan Adfærd ligger for langt fjernet fra det hele Standpunkt, hvorfra vi her gaa ud, til at den behøver nogen nærmere Kritik. En Opdragelse, der ledes i etisk Aand, kan ikke lægge absolut Vægt paa nogen som helst Tro eller Ikke- Tro. Dens Maal er Karakterens Dygtighed og Selvstændighed, Følelsernes Inderlighed og Sundhed, Forstandens Kraft og Klarhed. Alle konfessionelle Modsætninger ere af forsvindende Betydning i Forhold til dette Maal. Det er et Menneske,, der skal komme ud af Opdragelsen, ikke en troende eller en ikke-troende. XXII. Staten og Børnene. 1. Familien er paa det moderne Kulturtrin ingen aldeles afsluttet Verden, saaledes som den patriarkalske Familie var, der kun gennem sit Overhoved stod i Forbindelse med det større Samfund. De enkelte Individers, ogsaa Kvindens og Barnets, Ret til selvstændigt Liv er bleven anerkendt, og det er Statens Sag at hævde denne Anerkendelse. De Krav, Staten stiller over for Familien, bero dels umiddelbart paa dens Kald til at beskytte de svage, dels derpaa, at Familiens 14*