Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

230 XXIV. Sociale Modsætninger. dem til den besiddendes Raadighed for at faa Stof at be- arbejde og Andel i det Udbytte, som vindes. Uden Stof kan intet Arbejde udføres; men selv om Arbejdskraft ikke kan faas, kan Stoffet dog maaske nydes og forbruges af Besidderen. Saa uundværligt et Mellemled Arbejdet end er ved Overgangen fra det raa Stof til Produktet, saa betragtes det dog fra Pro- duktionens og Ombytningens Synspunkt blot som et Middel. Arbejdslønnen betragtes væsentlig som en Udgift, det gælder at reducere til det mindst mulige. Fra sit Standpunkt maa Arbejderen naturligvis betragte Arbejdslønnen som et For- maal. Dens Størrelse betegner hans sociale Stilling, og paa en Maade ogsaa lians Stilling som Menneske. Men denne Betragtning savner han Magt til at gøre gældende saa længe han er overladt til sig selv. Lige som hans Arbejde væ- sentlig betragtes som blot Middel for Produktionsprocessen, saaledes bliver hans Person ogsaa let betragtet som blot Middel. En talrig Arbejderbefolkning er nødvendig, for at Arbejdet skal kunne faas til saa billig Pris som muligt. For at nogle skulle lade sig nøje med den mindst mulige Løn, maa der være andre, som slet ingen Løn faa. Den konsekvente Gen- nemførelse af den Betragtning, at Arbejdslønnen blot er Udgift, fører altsaa til, at en Mængde menneskelige Væsner trykkes ned til det laveste Trin af Existents. Denne Afhængighed, i hvilken Arbejderen, trods den per- sonlige Frihed, som han officielt besidder, kommer til at staa over for den besiddende, strækker sig videre end til Vilkaarene for hans Arbejde og Underhold. Ikke blot Lønnen, men ogsaa Arbejdstiden og de Forhold, under hvilke Arbejdet udføres, bestemmes overvejende uden hans Villie. Det lyder som en Haan, naar det siges ham, at han er en fri Mand, og at det beror paa ham selv, om han vil overtage et Arbejde eller ikke*). *) Da der i en engelsk Regeringskommission blev stillet Fordring om nøjagtigere Tilsyn med Kulgruberne paa Grund af de hyp- pige Ulykkestilfælde, sagde Arbejdsgivernes Repræsentant: »Beror det da ikke paa Minearbejderne selv, om de ville stige ned i Gruberne?« Et Vidne svarede: «Ganske vist. Men det beror ogsaa paa dem selv at sulte ihjel, naar de ikke stige ned.« L. Brentano: Die Arbeitergilden der Gegenwart. IL p. 17. — Smlgn. p. 165 om en Arbejdsgivers Glæde over de mange ube- skæftigede Arbejdere, der gøre Lønnen billig.