Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

250 XXVI. Udviklingsmuligheder. priation ved Folkets hele Masse kan — mener han — ikke være nogen langvarig og vanskelig Operation, uden at han dog siger, hvorledes denne Operation skal gaa for sig. Denne Anskuelse hænger sammen med Katastrofeteorien i Historien: en Samfundsform udvikler sig til sin yderste Ensidighed og slaar netop derved med indre Nødvendighed over i sin Mod- sætning. Men den overser, at Historien netop stedse viser os de mange Mellemled, den successive Udvikling, som er nødvendig, for at de klart og tydelig fremtrædende Samfunds- former kunne blive til. Den omtalte Anskuelse holder sig til Højderne og agter ikke det stille, langsomme Arbejde, som skaber det Grundlag, hvorpaa Højderne hvile. Det stille Arbejde i Historien øves stedse af de frie Kræfter. Det har ikke altid saa meget begejstrende og pompøst ved sig som larmende Statskup og Revolutioner; men det er det, der lægger det solide, varige Underlag. — Tænker man sig nu alligevel ved en Revolution en socialistisk Ordning indført, saa dele Vejene sig paa ny. Nogle ville (med Marx) have en stærk Centralregering for det hele Folk, andre (med Bakunin) ville have den størst mulige Decentralisation (»Anarki«), saa at ikke Staten, men frit dannede Arbejdergrupper (»Kommuner«) skulle raade for de fælles Midlers Anvendelse. — Der er dog, hvad enten man tænker sig en centraliseret eller en decentrali- seret Socialisme, intet i Vejen for, at den kunde tænkes naat ad fredelig Udviklings Vej. Det socialistiske Arbejder- partis Deltagelse i det politiske Liv hviler paa denne Forud- sætning, idet det stræber efter Magten ved Hjælp af den almindelige Valgret. Ro db er tu s tænkte sig Socialismen gennemført af et stærkt Monarki; Huset Hohenzollern egnede sig efter hans Mening godt dertil; men først om 500 Aar vilde Tiden være moden dertil. — Man behøver end ikke at tænke paa en politisk Udvikling. Det kunde tænkes, at en rent social Udvikling førte til Socialismen gennem frit dannede Samfunds større og større Omfang og stedse fastere Organisa- tion. I denne sidste Form vilde Socialismen selvfølgelig ikke staa i nogen Modsætning til frie Associationer, men netop være deres afsluttende Resultat. Fi’ihed og Tvang staa i uforsonlig Modsætning til hinanden, men Frihed og Broderskab forliges fortræffelig. De mest extreme Antisocialister mod-