Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXVI. Udviklingsmuligheder. 255 sig i Vejen for den frie Brug af deres Kræfter i den Retning, de ønske. Hvorledes vil det da ikke gaa, naar alle Arbejds- midler tages i Beslag af Statsmagten! Hvorfra skulle da Midlerne komme til de private Experimenter, som Kulturen skylder saa meget, hvis den ikke skylder dem alt?— Schäffle har vel hævdet, at man gør Socialismen Uret ved at mene, at den nødvendigvis ophæver al fri Bevægelse og al fri Disposi- tion over materielle Goder. Han skelner skarpt mellem Nydelsesmidler og Produktionsmidler og søger at paavise, at Socialismen kun ophæver Ejendom som Produktionsmiddel, ikke som Nydelsesmiddel. Over de Nydelsesmidler, som i det socialistiske Samfund tilfalde os, kunne vi frit disponere. Vi kunne opsamle Indtægter til Brug i vore egne private Øjemed eller for at give Gaver og Hjælp til andre. Men det er dog ikke noget stort Raaderum, den frie Bevægelse her faar. For- bruget af det opsparede foregaar med stor Hurtighed, naar jeg ikke har Lov at gøre det frugtbringende ved at overlade det til andre, som savne det. Dersom disse til Gengæld for at faa Lov at brage, hvad jeg havde opsparet, gav mig et vist Vederlag for den Tid, i hvilken jeg overlod dem Brugen, saa kunde jeg anvende denne Tid til Sysler, som ikke vare umiddelbart produktive, skønt de kræve alvorligt og langvarigt Arbejde. I den socialistiske Stat, der forbyder al Rente, vil der kun være Plads for saadanne Sysler, som Statsmagten vil begunstige. Ikke blot vil den individuelle Produktion falde bort, men den individuelle Nydelse vil blive holdt inden for visse snevre Grænser. Der vil ikke kunne danne sig friere og ejendommelige Retninger og Bestræbelser, naar der leves fra Haanden i Munden og af Statsmagtens Forgodtbefindende. Renten er ganske vist en Indtægt, som Besidderen faar uden selv øjeblikkelig at producere den; men den har den sociale Betydning at gøre andre Virksomheder end den øjeblikkelig nyttebringende mulig og at begunstige Sparsommelighed. Den sparsommelige véd nu, at lian kan opnaa ikke blot at betrygge sin egen Existents, men ogsaa paa varig Maade at fremhjælpe Interesser og Bestræbelser, han sætter Pris paa. I den socialistiske Stat (saaledes som Ro db er tu s har skildret den) *) Socialismens Kvintessents. p. 84—97.