Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

254 XXVI. Udviklingsmuligheder. blive belønnet efter sit Arbejde. Og endelig: hvorfra véd man, at Udbyttets Væi’di svarer til det anvendte Arbejde? Det kommer jo dog an paa, om Arbejdsproduktet har til- strækkelig Brugsværdi, det vil sige, om det tilfredsstiller virke- lige Fornødenheder i Samfundet. Derfor kan man kun be- lønne Arbejdet, naar man kan regulere Fornødenhederne. Den første Teori maa altsaa lige som den anden tillægge Staten Myndighed til at bestemme Individernes Fornødenheder. — Naar den anden Teori vil have Fordelingen bestemt ved En- hvers fornuftige Fornødenheder, er det klart, at det ikke kan være det enkelte Individs egen Fornuft, der skal afgøre, om hans Fornødenheder ere »fornuftmæssige«. Det maa være Statsmagtsudøvernes Fornuft, og de enkelte Individer gøres alt- saa umyndige. 10. En Samling Individer, som hverken have Ret til at afgøre, hvilke Evner eller hvilke Fornødenheder de besidde, men som man finde sig i at blive tilskaarne efter et af Autori- teter fastslaaet Skema, — en saadan Samling Individer er en blot Masse, ikke noget organiseret Samfund. Og det er ligegyldigt, om man (med St. Simonismen) tænker sig Sam- fundets fremtidige Ledere som Genier, eller om man tænker sig dem som Idioter, — om man tænker sig dem som ene- vældige Monarker og Diktatorer eller som udgaaede af hele Folkets Valg. Hvad der giver Livet dets Værdi, den frie Udfoldelse af Evner og Drifter, er i alle Tilfælde bortfaldet. Trangen til selv at afgøre, hvilke Evner og Fornøden- heder man besidder, og hvilke af dem der foi'tjene at udvikles og tilfredsstilles, er ikke blot en egoistisk Tvang. Den er, som vi have søgt at vise, Betingelsen for, at der i Samfundet kan findes produktive Kræfter, som frembringe noget nyt og ikke vedblive at gaa i de gamle Spor. Selv den sædvane- mæssige Virksomhed øves kun ret, naar Individet selv be- stemmer sig til den. Men naar det gælder om at slaa ind paa nye Veje, er Tilfredsstillelsen ved at følge sit eget Initiativ til det, man ansei’ for godt og gavnligt, ofte den eneste Løn, der gives. Store Opfindere bryde sig ofte slet ikke om den Fordel, de selv kunde have af deres Opfindelser, og de be- drages da ogsaa ofte nok for den. Hvad der forbitrer dem Livet og gør deres Skæbne haard, er de Hindringer, der stille