Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXIX. Den intellektuelle Kulturs Frihed og Selv- stændighed. 1. Frihed er den vigtigste Betingelse for intellektuel Kultur. Videnskaben kender ingen ude fra afstukne Grænser, intet, der er for højt eller for lavt til at falde ind under dens Behandling. Den afstikker sig selv sine Grænser, idet den ud fra selve Erkendelsens Natur og Virkemaade afgør, hvilke Spørgsmaal den formaar at drøfte, og hvilke den ikke formaar at afgøre noget om. Og selv med Hensyn til disse sidste, for Videnskaben uløselige, Spørgsmaal tiltager Viden- skaben sig Ret til at undersøge de Svar, man har givet paa dem, — efterforske Oprindelsen til disse Svar og Grunden til, at de have fundet Tilslutning. Hvor Erkendelsesteorien ender, tager den historiske Kritik og Psykologien fat. Friheden er her, som overalt (se XXIII, 2), baade For- maal og Middel. Der er en umiddelbar Tilfredsstillelse ved den uhindrede Brug af Tankekraften, saa at et unødvendigt Indgreb her er en Forsyndelse mod selve Velfærdsprincipet. Men Friheden er ogsaa Middel. Kun den frie Forsken kan se Sagen fra alle Sider, opdage de forskellige Muligheder og drage alle Konsekventser. Dog møde vi lier det Særsyn, at selv de, der afsky enhver Begrundelse af etiske Regler ved Hensynet til Nytten, ofte appellere til den paa dette Punkt. »Den frie Forsken«, siger man da, »rokker ved alt, ogsaa ved Meninger, Menneskene ikke kunne undvære. Sandheden er ikke skadelig; men Tvivl og Undersøgelse uden fast Grund undei’ Fødderne virke skadelig. Den Enkelte kan have Lov at tvivle og forske, hvis han kan forsvare det for sin Sam- vittighed; men lad ham beholde sin Tvivl hos sig selv og ikke drage andre ind paa sin vaklende Grund!« — Den Beret- tigelse, en saadan Tankegang under visse Forhold kan have, have vi allerede i en anden Sammenhæng anerkendt (XII, 4—6 smign. ogsaa VII, 4 og XXI, 5). Men her, hvor Talen