Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
XXXVI. Folk og Stat. 341 endog Guderne mister man, idet de sejrendes Guder fortrænge dem. Det gælder at være eller ikke være. — Anderledes naar Udryddelseskrigenes Tid er forbi. Selve Krigen føres med større Humanitet, og det er ikke længere alle Livets Goder, der staa paa Spil. Der gives et almenmenneskeligt Samfundsliv, som rækker ud over de nationale Forskelligheder, og Mod- sætningen mellem vor egen Nationalitet og den fremmede falder ikke længere sammen med Modsætningen mellem godt og ondt. Vil da ikke Nationalfølelsen en Gang have udspillet sin Rolle som mægtig historisk Drivkraft, og vil ikke den etiske Betydning, den har havt, være forbi? Den synes at maatte mangle tilstrækkelig Næring og derfor heller ikke at ville kunne bevare tilstrækkelig Energi? 4. Nationalfølelsen har det fælles med enhver Følelse, der nærmer sig Instinktet, at den ikke fremkaldes ved den Værdi, som i og for sig kan tillægges det, hvortil den er knyttet. Vi elsker ikke vort Land og vort Folk, fordi vi anse dem for de bedste, smukkeste, rigeste og mest begavede; men vi elske dem først og fremmest, fordi det er vort Land og vort Folk. Det er en rent subjektiv, ikke en objektiv Vurde- ring, der anstilles i Nationalfølelsen. Paa naiv Maade giver dette sig Udtryk i de Superlativer, hvormed vi udstyre det, vi elske; disse Superlativer ere Udtryk for Følelsens Inder- lighed og Styrke, men ikke for en objektiv Undersøgelses Resultat. Vi kunne endog meget godt indrømme, at andre Lande og Folk besidde en større objektiv Fortræffelighed; den Mangel have de dog altid, at de ikke ere vort Land og vort Folk: »skønnere de er maaske, ak, men det er ikke de«. Det gaar her som med Selvopholdelsen: vi opholde Livet først og fremmest, fordi det er vort Liv, ikke fordi vi have undersøgt det og fundet det at være et udmærket Liv. Paa denne dens halvt ubevidste, instinktmæssige Karakter beror det, at Nationalfølelsen kan bevares, selv om Horizonten ud- vides og Antipatien over for det fremmede falder bort. Med den skarpe Kontrast til det fremmede falder ikke nødvendigvis den inderlige Følelse ved det hjemlige bort. Og kun i det hjemlige have vi et fast Tilhold og et Grundlag, ud fra hvilket vi kunne orientere os i Verden.