Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XLI. Slutning. 405 være en Misforstaaelse at mene, at man bedst virkede for den store Verdens Tarv ved at overspringe de mindre Verdener. Der er et omvendt Forhold mellem Følelsens Styrke og Omfang, og det er derfor af afgørende Betydning, at Interessen kon- centreres i de mindre Kredse og voxer sig stærk dér, før den gaar op i de større Kredse. Troskab i det smaa er Betin- gelsen for at kunne udrette noget i det store. I den etiske Verden hersker en Kontinuitetens Lov lige som i den fysiske Verden; man kan ikke springe noget over. Ideen om det almindelige Humanitetsrige har ogsaa foreløbig kun den Be- tydning, at den forbyder os at opstille vilkaarlige Skranker og erklærer ethvert menneskeligt Væsen for at have et Midt- punkt i sig, som forhindrer, at det nogensinde kan betragtes som blot Middel. Humanitetsriget ligger ikke uden for og ud over Familie, Kultursamfund og Stat, men afgiver netop — som det stadig har vist sig i det foregaaende — Principerne for den etiske Ordning af disse Kredse. Vi ere ikke først Familiemedlemmer, Kulturarbejdere og Statsborgere og dernæst Mennesker; men vi skulle netop leve som Mennesker og behandle hverandre som Mennesker i alle Forhold inden tor Familie, Kultursamfund og Stat. Ikke blot paa Omfanget af vore Bestræbelser, men ogsaa paa Beskaffenheden faar da Ideen om det almindelige Menneskesamfund Betydning og lagdes derfor ogsaa paa alle Punkter til Grund i den fore- gaaende Fremstilling. Humanitetsriget kan være, hvor blot to eller tre ere til Stede. Men derved udelukkes ikke, at der kunde blive Tale om en særegen Organisation af det almindelige Menneskesamfund som et Samfund, der omfatter alle Nationer og Stater. Det vilde være en naturlig Fortsættelse af Udviklingen inden for det enkelte Folk. Lige som Folket faar sin Organisation i Staten, skulde der saa ikke kunne tænkes en Organisation, der forbandt alle Stater indbyrdes til en stor Helhed? De forskellige Stater leve endnu i Naturtilstanden i For- hold til hverandre. Det er Magt, der staar mod Magt, og den raadende Trang er Trangen til at brede sig paa andres Bekostning. Ideen om den evige Fred, staar vel som et fjeint Maal; men hver enkelt Stat vil helst gaa ind til denne evige Fred saa stor og rig som muligt. Og det er ikke en Gang