Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

406 XLI. Slutning. sagt, at man indrømmer, at dette Maal nogensinde kan naas. En stor tysk Feltherre har endog kaldt Krigen et nødvendigt Element i den guddommelige Verdensorden. Det er en Arv, der fra en tidligere Tids tyske Filosofer nu synes at være gaaet over til Generalerne, at tillægge sig et fortroligt Kendskab til den guddommelige Verdensorden. Fra et naturligere Syns- punkt staar Krigen som en Rest af den Brutalitet, der i Regelen er betegnende for lavere menneskelige Udviklingstrin. Deraf følger nu ingenlunde med Nødvendighed, at Krigen nogen- sinde vil ophøre; ti det er jo slet ikke sagt, at vi naa den højeste Grad af Udvikling, vi kunne tænke os. Men i Etiken have vi heller ikke med Fremtidsfantasier at gøre. Derimod, er det en etisk Overvejelse, hvor vidt der er Mulighed for at virkeliggøre Humanitetsriget og Freden og trænge Brutaliteten tilbage i højere Gi’ad end hidtil. Derved henpeges fra en ny Side paa en hel Række af Bestræbelser, som til Dels allerede ere omtalte fra andre Synspunkter. 2. En saadan Krigstilstand, som nu raader mellem Sta- terne indbyrdes, raadede tidligere inden for de enkelte Stater mellem de forskellige Individer, de forskellige Slægter og Klasser. Den moderne Stat blev først til ved Stansning af denne indre Krig. En af de første Former, under hvilke det lykkedes at trænge Angrebslysten og Hævntrangen tilbage, var Mæglingen. De første Domstole vare Mæglingsdomstole. Hvad der er naat i det mindre, vil man ogsaa med Grund prøve at gennemføre i det større. Mæglingsdomstole ere jo allerede ikke saa sjeldne mellem Stater, selv om de Spørgsmaal, dei’ henvises til dem, ikke ere de egentlig brændende og afgørende; dem forbeholder man helst til Afgørelse ved. Magt — naar man mener at be- sidde Magten. Større Forhaabning giver en anden Betragtning. Selve Krigene føres mere og roere humant. Og uagtet de store Magter staa paa en stadig Krigsfod over for hverandre, saa er deres Samkvem dog langt mere betinget ved Fredens Inter- esser end ved Krigens. Medens Folkeretten paa Grotius’s Tid væsentlig kun bestod i Regler for Krigsførelse og Fred- slutning, som det ogsaa angives i Titelen paa hans Værk*), *) Om Retten i Krig og Fred (De jure belli et pacis). Værket udkom 1625. I Begyndelsen af første Kapitel siger Grotius, at