Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

408 XLI. Slutning. Anerkendelse og indskrænke Krigstilstanden til det mindst mulige. — Det er ikke blot mellem de civiliserede Folk ind- byrdes, at denne praktiske Anerkendelse endnu i høj Grad mangler. Det gælder ikke mindre hvad Forholdet mellem de europæiske Folkeslag og de andre Verdensdeles Beboere angaar. Europæerne ere overalt optraadte som Jordens fødte Herrer og have uden videre betragtet de andre Racer som retsløse, deres Jord som herreløs. Men Samvittigheden har her begyndt at røre sig. Ikke blot have Filosofer for længe siden protesteret mod denne Adfærd*), men der har dannet sig »Samfund til Beskyttelse for de uciviliserede Urfolk«.**) Selv om den evige Fred aldrig skulde komme til at herske,, er der altsaa baade Mulighed for og etisk Nødvendighed af en Fremgang i Retning af det Ideal, den angiver. De Bestræbel- ser, som kunne føre i denne Retning, ere for største Delen blot Fortsættelser af Bestræbelser, som allerede fremtræde inden for de mindre Kredse. 3. For næsten hundrede Aar siden opkastede Kant det Spørgsmaal, hvor vidt Menneskeslægten var i stadig Fremad- skriden i moralsk Henseende. Erfaringen, mente han, var usikker og tvetydig i denne Henseende, med mindre der kunde paavises en Kendsgerning, som afgjort vidnede om et moralsk Anlæg, en Tendents til det gode i den menneskelige Natur.. Paa en saadan Kendsgerning kunde Troen paa Fremskridtet støtte sig. En saadan Kendsgerning fandt han i den alminde- lige Begejstring, det franske Folks Forsøg paa at grundlægge en med Fornuften og Retfærdigheden bedre stemmende Samfunds- tilstand vakte rundt om i Europa. »Den Revolution hos en aandfuld Nation,« siger han, »som vi i vore Dage have set gaa for sig, kan lykkes eller strande, — den kan i den Grad være opfyldt af Elendighed og Rædselsgerninger, at et vel- tænkende Menneske, selv om han, naar han for anden Gang udførte den, kunde haabe at have Held med sig, dog ikke vilde gøre Experimentet paa saadan Bekostning, — men denne *) Kant: Zum ewigen Frieden. Königsberg 1795. p. 42. **) L. Felix: Der Einfluss der Sitten und Gebräuche auf die Ent- wickelung des Eigenthums. Leipzig 1886. p. 395. — løvrig oplyses det her, at ogsaa Kineserne undertrykke det himmelske Riges Urindvaanere og betragte dem som retsløse.