Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

III. Etikens Principer og Metode. 31 Grundsætning, at Handlingerne skulle føre til saa stor Vel- færd og Fremgang for saa mange bevidste Væsener som muligt. Og heri indbefattes igen to Hovedbud, et nega- tivt og et positivt: 1) intet enkelt Individ bør der tildeles mere, end der tilkommer det efter den Plads, det ifølge sin Ejendommelighed indtager inden for Slægten; 2) men paa den anden Side skal ethvert Individs Evner og Drifter udvikles og tilfredsstilles saa fuldt og rigt, som foreneligt er med, hvad Slægtens Liv som Helhed kræver. Disse to Bud følge med logisk Nødvendighed af Begrebet om Samfundet som en til Enhed forbunden Mangfoldighed af bevidste Væsener. Mod Samfundets Enhed strider det, at et enkelt Individ eller enkelte Individer paa vilkaarlig Vis foretrækkes eller tilsidesættes for andre; enhver Særstilling maa begrundes ved, hvad de fælles Livsvilkaar kræve; men paa den anden Side er et Samfund des fuldkomnere, jo friere og selvstændigere de enkelte Led røre sig, jo flere forskellige Muligheder de virkeliggøre, sam- tidig med, at Enheden bevares og stedse faar en inderligere Karakter og en højere Gyldighed. (Smign. mit Skrift »Om Grundlaget for den humane Etik« p. 51 —54; 79—81; 102 f.). Naar den etiske Følelse paa Sympatiens Grundlag ud- vikler sig til Pligt- og Retfærdighedsfølelse, vil det være det i denne Lov udtalte Princip, som tilsidst er Maalestokken for de etiske Domme, der fældes. Paa dette Standpunkt følger det tillige af sig selv, at de etiske Domme ikke blot angaa Individets egne Handlinger, men ogsaa andre Individers, og at Maalestokken maa være den samme. Kun vil Individet over for sine egne Handlinger bedre være i Stand til at følge Handlingen tilbage til dens Udspring og vil altsaa kunne vurdere større Strækninger af dens Forløb, end naar det staar over for andre Individers Handlinger. Godt vil altsaa alt det være, der bevarer og udvikler bevidste Væseners Velfærd; ondt det modsatte. Det onde vil her, lige som paa Individualismens Standpunkt, være det opløsende og isolerende. Naar et enkelt Individ enten selv gør sig eller af andre gøres til absolut Formaal, opløses de bevidste Væseners Samfund. Det onde er derfor Egoismen i dens forskellige Grader og under dens forskellige Former. Og Dommen over den bliver des strengere, jo mere bevidst