Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

146 delse af nogen Forrettigheder, heller ikke kunne ansees som ska- delige, men maae betragtes som et Produkt af Livsforholdene og Cultnrtilstanden, synes ligesaa aabenbart, som at Man heller ikke i de øvrige Stater, hvor der finder Næringsfrihed Sted, vilde kunne nægte Haandværkerne Tilladelse til at oprette lig- nende Foreninger, naar de onffede det og ansogte derom. At det derfor ogsaa er urigtigt naar Man er vedbleven at kalde disse Haandvcerksforeninger „Laug", er tidligere omtalt *). Hvad derimod de i Aarene 1813 og 1814 gjenerobrede og de ved Wiener-Congres-Acten med Preussen forenede Pro- vindser angaac, da ere Edikterne angaaende Næringsfrihedens Jndforelse ligesaalidet som den øvrige prenssiske Reform- feller som den med Rette i Preussen kaldes „Reorganisations-") Lov- givning bleven udvidet til samme, men Alt i disse, (med Und- tagelse af hvad der flauer ind i Finantsvæsenet), ladet in statu quo, og som Folge heraf finder Laugstvangen endnu Sted i hele sin Krashed i Hertugdømmet Sachsen, Ry-Forpommern og den Deel af Rhinpreussen, som aldrig har været under franst Herredomme. Heri vil der imidlertid nok med det Forste skee en Forandring. I Ediktet af 30te Mai 1820 blev det lovet, at de Lovbestemmelser, som i de forfljellige Provindser gave forskjellige Forffrifter med Hensyn tit Berettigelsen til Næringsdrift, skulde blive underkastede en Revision, og, hvor det var nødvendigt, for- bcdrede, fuidsteendiggjorte eller ombyttede med nye Anordninger. Den overordentlige Forsigtighed, med hvilken den preussiske Re- gjering stedse er gaaet frem med Hensyn til sine nye Besiddelser, synes imidlertid at have bevirket, at Man fsrst troede det rig- tigst at lade det i enhver af disse Provindser Bestaaende ved- blive, og blot at rense det for Misbrug; men den til Udforel- scn heraf nedsatte Commission overbeviiste sig snart om, at ') Jsr. S. 11 og 12.