Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

169 som dog er langt fra at have Næringsfrihed, er Baiern. I dette Kongerige har Lovgivningen angaaende Næringsvæ- senet fra Begyndelsen af dette Aarhundrede saagodtsom uaf- brudt været Gjenstanden for Regjeringens Opmærksomhed. Ved en Frdg. af 22de Januar 1802 blev al LaugStvang med Hensyn til Forholdet mellem Stad- og Landmestere ganske op; hævet; to Aar efter forkyndte en Forordning, al fuldkommen Næringsfrihed med Tiden vilde blive indfort; ved Forordning 1ste Dcbr. 1805 blev bestemt at alle Haandvoerksbefoielser kun skuldr ansees som personlige og hverken kunne arves eller fæl- ges; ved Frdg. 14de Marts 1806 mistede Laugcne al Straffe- ret over Laugsmedlemmerne; ved Frdg. 11te Octbr. bestemtes nt Vandring ikke længere ffulde være en Betingelse for at kunne blive Mester, og under 20de Mai 1810 blev det enhver Mester tilladt ar antage saamange Læredrenge han vilde. Foruden de nævnte Lovbestemmelser udkom der ogsaa samtidigen med disse en Deel andre mindre indgribende Forordninger Laugsvcesenet angaaende, hvilke Rummet forbyder her at omtale. Paa Land- dagene i Aarene 1819 og 1822 androge Stænderne endeligen paa Udgivelsen af en ny Ncrringslovgivning, (Gewerbeordnung), og efterat een af de Deputerede havde foreslaaet en fuldkommen Næringsfrihed, blev Sagen afgivet til en Committee, som fe- nere afgav sin Betænkning herover og over Grundbestemmelserne til den attraaede nye Lovgivning. Ministeriet for det Indre svarede herpaa, at det selv meget onflede en ny Noeringslovgkv- ning, og at Vanffeligheden kun var, at det frygtede for at en uforberedt Næringsfrihed ffulde bevirke en rystende Omvæltning, medens det dog paa den anden Side ikke kunde bestemme sig for de forældede Tvangsformer, men at det med levende Decl- tagelse ffulde interessere sig for denne Sag, og med lige Ret- færdighed soge at tilfredsstille Haandværksstandens og Publikums