Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære
Forfatter: K. Rørdam
År: 1910
Forlag: Nordisk Forlag
Sider: 231
UDK: 55 (48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Mikroorganismernes Indflydelse
91
De samme Former kan dog under andre Omstændigheder udføre
den fuldstændige Iltning af Kvælstoffet til Salpetersyre, medens den op-
staaede Myresyre iltes til Kulsyre og Vand.
IV. Iltning1 af Svovlforbindelser.
a) Iltning af Svovlbrinte til Vand og Svovl:
H2S + O = HsO + S.
b) Iltning af Svovl til Svovlsyre:
S 4- 30 + HaO = H2SO4.
De mest udbredte Svovlbakterier er Arter af Beggiotoa. Om disse
interessante Former, der ligesom Salpeterbakterierne forarbejder rent
uorganisk Stof, skriver E. Warming'0'*)-. „De forekommer i Mængde næsten
overalt, hvor Plante- eller Dyrerester raadner i Vand under Svovlbrinte-
udvikling; saaledes fx. Beggiatoa alba, der er meget hyppig som hvidt
Overtræk paa raadnende Alger og Dyr. Svovlbakterierne ilter Svovl-
brinten og ophober Svovl i Form af Smaakugler, der bestaar af amorft,
blødt Svovl, og i den levende Celle aldrig gaar over i den krystallinske
Tilstand. De ilter dernæst dette Svovl til Svovlsyre, der straks neutra-
liseres af de optagne kulsure Salte og udskilles i Form af svovlsure
Salte. Hovedsagelig bliver CaCO.3 forvandlet til CaSOi. Uden Svovl
standser Ernæringsprocessen og Bevægelsen, og Døden indtræffer tidligere
eller senere. Svovlbakterierne kan leve og formere sig meget yppigt i
en Vædske, der kun indeholder Spor af organiske Stoffer, hvoraf andre
bladgrøntløse Organismer ikke kan leve. I Svovlkilder og paa „død
Bund“ i Saltvand danner Beggiatoaer hyppigt hvide, omfangsrige Mas-
ser; de Spor af organiske Stoffer, som Svovlvandet indeholder, er til-
strækkeligt for dem“.
I ferrokarbonatholdigt Kildevand lever forskellige Arter „Grenhaar"
navnlig Leptothrix ochracea. Disse „Jernbakterier“ uddrager Ferrokarbo-
natet af Vandet og aflejrer det i deres Legeme som Ferrihydroxyd og
synes saaledes ligesom Svovlbakterierne og Salpeterbakterierne at vinde
Energi ved en rent uorganisk Proces. Okkerlag og Sømalm skyldes sik-
kert i mange Tilfælde til en vis Grad Jernbakterierne deres Oprindelse,
selv om Ferrokarbonat i vandig Opløsning (kulsyreh.) ogsaa let iltes
uden Bakteriernes Mellemkomst. Jernbakterier og Svovlbakterier er
sikkert ligesom Salpeterbakterier nogle af de ældste Former af levende
Væsener her paa Jorden.
Andre Former af Svovlbakterier og vistnok ogsaa af Jernbakterier
benytter ikke fri Ilt, men bunden Ilt og kan ved at afilte muligvis i