Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

—.———-----—— 90 Jordbunden dannes humussur Ammoniak, hvis Qvælstof yderst langsomt indgaar Forbindelse med Atmosphærens Ilt og danner Salpetersyre, der forener sig med Baserne. Porøse ikke qvælstofholdende Stenarter, navnligen Trachyl, danne, især i varme Lande, Salpeter, sandsynligviis derved, at den atmosphæriske Luft ved en Fortætning i Stenens Porer og den stærke Bases Tilstedeværelse bestemmes til at indgaa Forbindelse. I alle disse Tilfælde danner Salpetersyren sig langt lettere ved større atmosphærisk Varme, og jo lavere et Lands Middeltemperatur er, des- mindre er det skikket for Salpeter-Dannelse". I 1877—78 viste Pasteur’s Disciple Th. Schloessing & A. Miintz, at Salpeterdannelsen skyldtes „ferments organisés“, hvorved mentes Mi- kroorganismer af en eller anden Art (Bakterier eller Gærsvampe). Naar Jord, der indeholder Ammoniaksalte eller kvælstofholdige, organiske Stoffer, inficeres med Kloakvand, dannes der let Salpeter, medens Sal- peterdannelsen udebliver, naar saadan inficeret Jord glødes eller udsættes for Kloroformdampe. Herved fandt de, at de salpeterdannende Organismer nu var døde: „Nos organismes nitrificateurs étaient tout morts“ 54). Efter saaledes først at have paavist, at Salpeterdannelsen kun fandt Sted, naar der var Betingelser til Stede, for at der kunde leve Organis- mer, og saaledes sandsynligvis maatte skyldes disse Organismers Virk- somhed, gik Schloessing & Miintz over til nærmere at undersøge, hvilke de salpeterdannende Organismer var. De finder (1878), at Salpeterdan- nelse ikke kan foregaa ved hvilke som helst Forraadnelsesbakteriers Hjælp, men kun ved visse særlige Bakterier, som findes paa de Steder, hvor der finder Salpeterdannelse Sted. I 1879 gør de forskellige Forsøg paa at isolere disse Bakterier og viser, at Kvælstoffets Iltning ikke altid gaar saa vidt, at der dannes Nitrat, men at man ogsaa ofte kan paavise Nitritdannelse. Den egentlige Rendyrkning af Bakterierne lykkes først 1889 for Russeren Winogradsky. Salpeterdannelsen i Jordbunden fore- gaar næppe under 5°, har sit „Optimum" ved 30—37° og er helt op- hørt ved 55°. Salpeterdannelsen i Jordbunden kræver ogsaa en passende Fugtig- hedsgrad, da den ikke kan foregaa i udtørret Jord, og der i vandmættet Jord ikke er Ilt nok til Kvælstoffets Iltning. Foruden de nævnte Nitrosomonas og Nitromonas kender man ogsaa andre Former, der ilter Ammoniumkarbonat direkte til Salpetersyre, Kulsyre og Vand. Ligeledes findes der Former, hvor Processen standser ved Kvælstof, der ikke iltes videre, medens Kulstoffet omdannes til Myresyre: (NHi)2CO3 + O2 = H2CO2 + N2 + 3H2O. Myresyre