Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

Ældre Undersøgelser 117 mængde i Jordbunden var nødvendig, for at Sæden kunde spire, og Planterne kunde trives. Rent erfaringsmæssigt uddannedes derfor meget langt tilbage i Tiden i de gamle agerdyrkende Lande som Kina og Ægypten visse „af Guderne fastsatte" praktiske Regler for Tiden og Maaden, hvorpaa Sæden skulde lægges, for Planternes Pasning og for Høsttidens Indtræden, uden at man dog derfor tør paastaa, at disse Regler netop behøver at bunde i en dybere indgaaende Forstaaelse af Planternes Virksomhed. I Østen lærte man saaledes tidlig Brugen af Gødning og i Ægypten den rette Anvendelse af „den frugtbargørende Nil“. Inkaerne i Peru kendte og benyttede i udstrakt Maalestok Guano til Frugtbargørelse af deres sandede Marker153) og Puebloindianerne i Mexiko og tilgrænsende Egne havde indrettet et saa fuldkomment Van- dingssystem af deres Marker, at de ødelagte Rester endnu aftvinger Nutidens Ingeniørkunst Beundring. Klarlæggelsen af, at Planterne ogsaa henter meget væsentlige Be- standdele fra Atmosfæren, kom derimod sent frem, men dette er ogsaa et Forhold, som ikke kræver Menneskets Indgriben under Plantedyrk- ningen, og som derfor maatte unddrage sig Opmærksomheden, indtil det blev gjort til Genstand for videnskabelige direkte Efterforskninger. Disse skyldes væsentlig Kemikerne i Slutningen af det 18de og den første De! af forrige Aarhundrede. Først da man havde lært at omgaas Luftarter og havde udfundet Sammensætningen af den atmosfæriske Luft, var Be- tingelserne skabt for, at en saadan Opdagelse kunde gøres. Samtidig dermed blev den analytisk-kemiske Teknik saaledes uddannet, at man blev i Stand til at foretage ordentlige kvalitative og kvantitative kemi- ske Analyser. Omtrent samtidig lærte man at foretage nøjagtigere plante- fysiologiske Forsøg, end man i tidligere Tider havde udført, selv om saadanne dog ikke helt havde manglet endog betydelig forud for det nævnte Tidsrum. Det vil føre os for vidt — hvor tiltrækkende Behandlingen af et saadant Emne end kunde være — her i Jordbundslæren i det enkelte at udvikle den historiske Gang, som den videnskabelige Kendskab til Planternes Forhold til Omgivelserne — Jord, Vand og Luft — har gennemgaaet i Tidernes lange Følge, men vi kan dog ikke undlade at fremdrage nogle enkelte af de vigtigste Træk i saa Henseende, da de er meget lærerige og oplysende om Naturvidenskabens gradvise Udvik- ling. De giver en Anelse om, hvor uendelig meget mere Fremtidens Undersøgelser sikkert vil lære de kommende Slægter. Den klassiske Oldtids mest berømte Lærer paa Naturvidenskabens Omraade Aristoteles (384—322 f. Chr.) beskæftigede sig blandt mange andre Spørgsmaal i den levende og døde Natur ogsaa med Planternes