Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

118 Planterne og Jordbunden Liv og deres Forhold til Omgivelserne. Han fremhævede Røddernes Betydning for Planterne som de egentlige Redskaber, hvormed Plan- terne afjorden uddrog de i Forvejen ved Vandets og Varmens Hjælp helt færdig tilberedte Næringsstoffer. „Planterne tager Næringen i til- beredt Form ud af Jordbunden og bliver derved i Stand til at afsætte Frø og Frugter.“ Næringen maatte øjensynlig være helt fordøjelig, da Planterne ikke efter Aristoteles’ Mening afsondrede Ekskrementer eller havde nogen Gataabning til denne Brug saaledes som Dyrene. Derimod er der stor Lighed mellem Fosterets Liv og Ernæring i Livmoderen og Planternes Liv. „Fostrene'betjene sig af Livmoderen ligesom Planterne afjorden." Denne sidste Læresætning, som altsaa for over 2200 Aar siden blev fremsat af Aristoteles, kan paa en Maade siges at være i god Overensstemmelse med den af de fleste Naturvidenskabs- mænd i vore Dage hævdede „biogenetiske Grundlov1* (I Bd. S. 240) dog med det Forbehold, at Planterne ikke — som Aristoteles antog — faar al deres Føde fra Jordbunden, men væsentlige Bestanddele gennem Bladene fra Luften. Teorien om, at Rødderne uddrager de ved Varmens Hjælp i den fugtige Jordbund udviklede Plantenæringsstoffer, stemmer jo ogsaa ret beset overens med, hvad vi nu ved om, at Rødderne fra Jorden opsuger de ved Forvitringen af Mineralbrudstykkerne opløselig- gjorte Forbindelser af Kali, Kalk, Fosforsyre osv. Aristoteles’ Anskuel- ser om Planternes Ernæring, ramte, som vi nu ved, kun den ene Side af Spørgsmaalet nemlig Planternes Forhold over for Jordbunden, men tog ikke særligt Hensyn til Planternes Krav til Vand og kendte slet ikke noget til Planternes Forhold overfor den atmosfæriske Luft, hvad der heller ikke kunde ventes efter Datidens ringe Kendskab til Luften. Disse Teorier var de ledende for Videnskaben gennem Oldtiden, blev i hele Middelalderen betragtet som fastslaaede Dogmer og stod ved Magt i Videnskabsmændenes Bevidsthed langt ned i den nyere Tid. Endog den nyere botaniske Videnskabs Grundlægger C. Linné (1707— 1778) hævdede i det væsentlige de samme Anskuelser om Planternes Ernæring, saa at han i sin 1751 udgivne Philosophia botanica kal- der Jorden for „Planternes Mave“ og Rødderne for Transportvejene for Planternes Næringsstoffer (Lymfekar). Der var dog i Begyndel- sen af det 17de Aarhundrede noget før Linnés Optræden gjort et væsentlig Skridt fremad fra Aristoteles’ ensidige Anskuelser om Plan- ternes Ernæring af den mærkelige Forsker J. B. v. Helmont (1577— 1664). Han var en rig adelig Godsejer født i Belgien, men opgav en Tid lang paa Grund af religiøse Anfægtelser sine Godser og sine medi- cinske Studier og levede i en Aarrække i Forsagelse under filosofiske Grublerier, men tog saa atter med Kraft fat paa Studiet af Naturviden-