Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

Planternes Ernæring 165 tilvækst. B. forsøgte at lade forskellige Planter gro i de samme Jord- arter og nu viste det sig, at forsaavidt Planterne overhovedet trivedes, hvad i flere Tilfælde var vanskeligt nok, da Jordarterne var meget blot- tede for andre Plantenæringsstoffer, fandtes Kvælstoftilvæksten, der skete gennem Forsøgstiden, ikke mere i Jordbunden eller ikke alene i Jord- bunden men fortrinsvis i den grønne Plante. Berthelot antager derfor som Hovedresultat af de mange Forsøg, at der i de benyttede Jordarter maatte være Mikroorganismer, som ad kemisynte- tisk Vej ved at fortære de kvælstoffri organiske Forbindelser i Jorden dannede kvælstofholdige organiske Stoffer, der som Gødning paa sædvanlig Maade kunde komme de grønne Planter til Gode. Findes der ingen voksende Planter paa Jorden, kan derimod gen- nem Drænvandet, der flyder bort, ske et meget stort Tab af Kvælstof som Nitrat, et Tab, der hvis Jordbunden er kvælstofholdig langt over- gaar den Kvælstoftilvækst Jordbunden faar gennem Regnvandets og Luftens Nitrater og Ammoniumsalte. Berthelot beskriver nærmere forskellige Undersøgelser, som han har fore- taget, og hvoraf det fremgaar, at Kvælstoffet, der er blevet bundet i Jorden i Forsøgstiden, ikke er tilstede som Ammoniumsalt men som meget komplicerede organiske Forbindelser. B. ser deri et Bevis paa, at det er kvælstofsamlende Mikroorganismer i Jordbunden, der til deres eget Brug har opbygget disse Stof- fer. Noget egentlig Bevis herfor ligger der dog ikke i de af B. anførte Kends- gerninger, da man ved, at Humusstoffer, der ad ren kemisk Vej uden Organis- mers Medvirkning kommer i Berøring med Ammoniumsalte eller fri Ammoniak, er i Stand til at binde, eller som det ogsaa udtrykkes, absorbere Ammoniak i saa fast en Form, at det ganske har Karakteren af et aminoagtigt Stof, saa at Ammoniaken fx. ikke kan uddrives ved Behandling med Kalihydrat.*) I samme Bind af Chimie végétale, hvor Berthelot beskriver de oven- omtalte Forsøg med Jord, der i Løbet af en Sommer bliver kvælstofrigere, om- taler han nogle særdeles mærkelige Iagttagelser over Kvælstofbinding, som vi ikke kan undlade ganske kort at berøre, skønt saa vidt vides Spørgsmaalet aldrig senere er taget op til Behandling af andre. Ved at underkaste en hel Række forskellige organiske Stoffer saasom fugtigt Filtrerpapir, Stivelse, Dextrin, Terpentinolje m. m. og ligeledes rent kemiske Produkter som Benzol en sær- egen Behandling, saaledes at de udsat for Luften i tynde Lag blev Genstand for „stille" elektriske Udladninger, fik han disse Stoffer til at træde i Forbin- delse med Luftens Kvælstof. Saaledes optog svagt fugtigt Filtrerpapir, der blev anbragt i en Atmosfære af rent Kvælstof og blev udsat for elektrisk Paavirkning, i Løbet af 8 —10 Timer „en meget betydelig Mængde‘c Kvælstof Der kunde ikke paavises Ammoniak, Nitrat, Nitrit eller Cyanforbindelser, men Kvælstoffet var tilstede i „kompliceret organisk« Forbindelse. Først ved stærk Glødning med Natronkalk afgives Kvælstoffet som Ammoniak. Ogsaa forskellige Jordprø- ver optog Kvælstof, saa at der efter vedvarende elektrisk Paavirkning kunde paavises en Tilvækst af 2—6°/o bundet Kvælstof af den oprindelig i Jordprøven ') Smig, det S. 80 anførte.