Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

166 Planterne og Jordbunden tilstedeværende Kvælstofmængde. Overfor Jordprøvernes Tilvækst ved Elektri- ceringen kan man naturligvis stille sig skeptisk, da det ikke kan siges at være udelukket, at Mikroorganismer har været virksomme, og det samme kan tildels siges overfor Filtrerpapirets, Stivelsens og Dextrinens Kvælstofabsorption, da B. lader skimte igennem, at det var vanskeligt at bevare disse Stoffer i den fugtige Tilstand gennem den lange Forsøgstid, uden at de mugnede. Men dette kan ikke have været Tilfældet med Terpentinen, og endnu mindre naar B. an- giver, at Benzol i Løbet af nogle faa Timer optog op til 12% af sin Vægt Kvæl- stof. Der dannedes derved un composé polymerique i Form af et fast Stof, der lignede Harpiks. Først naar Stoffet helt destrueredes ved Opvarmning, blev Kvælstoffet afgivet i Form af Ammoniak, der ikke findes som saadan i selve Stoffet. Disse Forhold nævnes her, da Paavisningen af denne Metode til Kvæl- stofbinding skyldes en saa fremragende Kemiker som Berthelot, og det ikke er umuligt, at de stille elektriske Udladninger med svage Spændinger paa faa Volt i Fremtiden som Kvælstofbindere vil optræde som Konkurrenter til de senere omtalte Maader, hvor der anvendes voldsomt virkende elektriske Strømme med mange Tusende Volts Spænding. Hvad Betydning elektriske Udladninger har for Dannelsen af Kvælstofforbindelser i Jordbunden, er det i Øjeblikket umuligt at udtale sig om. Bælgplanternes Forhold overfor Jordbunden. Nogle Jord- arter er fra Naturens Haand eller gennem stærk Gødningstilførsel blevet saa frugtbare, at man lange Tider igennem kan tage den ene Korn- afgrøde af dem efter den anden, uden at Høstudbyttet aftager kendeligt. Til Slutningen vil man dog nok faa at mærke, at det ikke er muligt at holde Høstudbyttet oppe uden at give Jordbunden Erstatning i Gødning. Ved de fleste almindelige dyrkede Jordarter vil denne „udpinte" Til- stand indtræde meget hurtigt. Ved meget nøjagtige Markforsøg, som er foretaget i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede ved Rothamsted, fandt man ved Dyrkning af et Jordstykke af en eller anden Art uafbrudt med Korn gennem en Aarrække, at Høstudbyttet snart sank ned til et vist Minimum og blev staaende herved gennem Aaringerne og ikke mer gik tilvejrs, hvis der ikke blev tilført Gødning. Fra gammel Tid var det dog bekendt, at der gaves Midler til at hæve Høstudbyttet uden at be- høve at tilføre Gødning. Det var, naar man ved Vekseldrift indføjede Dyrkningen af visse forskellige Plantearter mellem Kornafgrøderne. Allerede de gamle romerske Forfattere omtaler, at Jorden gav større Udbytte af Hvede, naar der Aaret forud havde været dyrket Lupiner eller Vikker i den, end hvis den havde baaret Sæd. Senere hen hos Thaer og Landøkonomerne af hans Skole blev det navnlig Rødkløve- ren, der traadte i Forgrunden som en Plante, der paa ikke nøjere kendt Maade frugtbargjorde Jordbunden for den efterfølgende Sædafgrøde.