Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

Forøgelse af Jordbundens Absorptionsevne 195 omtrent den mørkebrune Farve, naar de siver ned gennem leret eller humusholdig Jord. Rødvin mister Farven, naar den rystes med Trækul eller endnu bedre med Benkul eller Blodkul. Benkul og visse fede Lerarter kan bruges til at affarve og rense Sukkeropløsninger, og Ler kan ligeledes bruges til „Klaring" af Vin; „Pibeler“ bruges til at bort- tage Fedtpletter osv. Man kan ikke antage, at der ved alle disse Fore- teelser dannes nogen kemisk Forbindelse mellem Kolloidet og det Stof, der tilsuges, men denne Adsorption maa bero paa rent fysiske Forhold, saa at Stofferne enten kondenseres paa Overfladen af de enkelte fine Smaadele af Kolloidet, eller paa at de saa at sige indhylles i det kolloide Stof. Vigtige tekniske Processer navnlig i Farveriet beror paa disse Egenskaber hos Kolloiderne. Hollænderen B. Sjollema har for faa Aar siden vist, at Jordbundskolloidernes Evne til at tilbageholde Farvestoffer med Fordel kan bruges som et godt Hjælpemiddel ved den mikrosko- piske Jordbundsanalyse. De forskellige Kolloider forholder sig for- skelligt over for de forskellige Farvestoffer. Methylviolet farver saaledes amorf Kiselsyre og amorft Aluminiumsilikat (Ler), medens Kongorødt kun farver Aluminiumhydroxyd osv.99) At en saadan Adsorption af forskellige Stoffer i Jordbunden ved Hjælp af Jordbundskolloiderne ogsaa spiller en vis Rolle ved Frugtbar- gørelsen afjorden maa vel antages, men den er dog sikkert kun ringe og træder ganske i Skygge for de nedenfor beskrevne Fænomener. Forhold væsentlig af kemisk Art. Foruden selve Hovedspørgs- maalet om de kemiske Forhold ved de forskellige Jordarters Absorp- tionsevne overfor Saltopløsninger af forskellig Art, danner Behandlingen af Emnet ned gennem Tiderne et meget interessant og lærerigt lille Afsnit af Naturvidenskabens Historie, og det vil derfor være ønskeligt i al Korthed at betragte ogsaa disse Spørgsmaal fra et historisk Syns- punkt. Allerede i Oldtiden havde man praktiske Erfaringer for, at Salt- opløsninger fx. Havvand mistede den salte Smag altsaa forandrede Sammensætning, naar de passerede Lag af humusholdig eller leret Jord. Den mærkelige engelske Præst og Kemiker Steven Hales (1677—1761), der ogsaa udførte vigtige plantefysiologiske Undersøgelser, gav i 1739 en Meddelelse til Royal Society om, at naar man filtrerede Saltvand gennem Filtre af porøst brændt Ler, var det først gennemløbne Vand fersk. Paa lange Sørejser (saaledes til Grønland) anbefales det i omtrent samtidige Rejsebeskrivelser at medtage „nogle Tønder god Havejord14, da man ved Hjælp heraf kan forskaffe sig Ferskvand, hvis den medførte Vandbeholdning maatte slippe op. Disse Forhold blev i Begyndelsen af forrige Aarhundrede underkastet Undersøgelse af flere af de berømteste Kemikere som Humphry Davy og Berzelius nærmest fra rent kemi- 13*