Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

Overgrunden 69 hed som de udfolder som „ Gødningsspredere “ ved at fastholde og for- dele den naturlige Gødning, d. v. s. Planternes Affaldsprodukter. P. E. Muller’s „Studier over Skovjord“ 1. Del udkom (1878) ogsaa førend Darwin’s større Afhandling, og gennem flere senere Arbejder ud- dybede M. de rejste Spørgsmaal med en lang Række selvstændige Iagt- tagelser og Undersøgelser, hvorved han ikke alene fik klarlagt den Be- tydning, Regnormene har for Dannelsen af Muld i Skovbunden, men ogsaa nærmere undersøgte de andre Humusformer nemlig Moren, der dannes uden Regnormenes Medvirken saavel i Skove som paa Heder00). Muller sammenfatter selv (i 1894) Hovedresultaterne af sine Under- søgelser omtrent med følgende Ord: „I 1878 blev det paavist, at Humusdannelsen i vore Bøgeskove foregaar paa en ganske anden Maade, hvor Regnormene forekommer talrigt, end hvor de enten mangler eller kun er sparsomt tilstede, og i 1884 udvidedes disse Iagttagelser til andre Skovformer og til Hederne. Det fremgik som almindelig Resultat af disse Undersøgelser, at det organiske Livs Affald, hvor Regnormenes Virksomhed er stor, dekom- poneres under Blanding med den mineralske Jord, hvorved frugtbare Muldformer opstaa. Hvor Regnormene -derimod mangle, forblive Vege- tationens Affaldsmasser liggende ovenpaa den egentlige Jord og give Anledning til Dannelser af de mere eller mindre tørveagtige, paa Hu- mussyre rige Morformer. Disse to Hovedgrupper af humøse Aflejringer udmærke sig ved ganske forskellige Vegetationer; for Mulden er Aspe- rula odorata (alm. Skovmærke) den fornemste Karakterplante, for Moren Trientalis europæa (Skovstjerne) med nogle Ledsagere, og denne Mor- vegetation ender almindeligvis, tidligere eller senere med en ren Hede- vegetation, i hvilken Calluna vulgaris (Hedelyng) er den overvældende Karakterplante. “ M. viser, hvorledes Regnormene foruden at hjælpe til ved Mulddan- nelsen paa anførte Maade tillige ved at løsne Overgrunden under deres idelige Roden i Jorden bereder Jordbunden saaledes, at der kan trives et helt ejendommeligt Plantesamfund af saakaldte Rhizomplanter, d. v. s. Planter med underjordisk Stængel. Regnormene „hypper“ disse Planter ved at aflægge deres Ekskrementhobe op langs med og ovenpaa disse Plantedele, saaledes at Jordstænglerne derved tilsyneladende synker ned i Jorden. Som nogle enkelte af disse Planter kan foruden den nævnte Karakterplante for Mulden i Skoven — Skovmærke — nævnes Skov- syre, Anemoner, Lærkespore, Konvaller m. fL, men den nærmere Om- tale af disse biologiske Forhold maa overlades til andre.36) Efterat det saaledes ved Ch. Darwin’s, V. Hensen’s og P. E. Mullers Iagttagelser i Naturen var blevet eftervist, hvor stor Betydning Regn-