Dyrenes Liv: I Pattedyr

96 DYRENES LIV spidsernes Underside er pudeformigt udvidet som hos en Løvfrø. Den lever — ensom og sjælden — i de ostindiske Øers Skove og anses af Malayerne for et forhekset Dyr, hvorfor det frygtes meget. Om en fanget Spøgelseabe fortæller en europæisk Iagttager: I Begyndelsen maatte den sulte noget, da den forsmaaede Planteføde; men snart fik den og aad med stort Behag levende Græshopper. Naar Dyret blev fodret om Dagen, var det yderst pudsigt at se det staa oprejst, støttet paa sine to tynde Ben og den lange Hale, medens det store, kuglerunde Hoved med dets to vældige, gule Øjne bevægede sig i alle Retninger, ligesom en Blændlanterne, der drejer sig paa et trebenet Stel med Kugleled. Først efterhaanden lykkedes det Dyret at indstille Øjnene rigligt paa den Genstand, der blev rakt frem; men havde det omsider faaet rigtig Øje derpaa, strakte det pludselig begge de smaa Arme ud til Siderne og noget bagud, — ligesom et Barn, der glæder sig, —- greb hurtigt til med Hænder og Mund og fortærede sindigt sit Bytte. Om Natten bevægede det sig livligt og behændigt, med lydløse Spring, helst sidelænds. Det blev hurtig tamt, men døde desværre snart. * * * For over Hundrede Aar siden fik en Rejsende, Sonnerat, to højst besynderlige Dyr fra en Skov paa Vestkysten af Madagaskar. Ingen, ikke en Gang Østkystens Beboere, kendte dem. Da de saa dem, udraabte de ganske forbavsede »Aye, aye!« og efter dette Udraab opkaldte Sonnerat de af ham opdagede Dyr. Indtil den nyeste Tid var det ene af disse Dyr, som af Sonnerat var blevet sendt udstoppet til Paris, det eneste Eksemplar, man kendte i Europa, og man havde allerede saa smaat begyndt at anse Arten for uddød, da Det zoologiske Selskab i London i Aaret 1862 modtog to »Fingerdyr« — som de ogsaa kaldtes — fra Madagaskar, af hvilke det ene var levende. Senere fulgte flere, og nu først kunde de Sagkyndige fastslaa Aye-Aye’ens Slægtskabsforhold og anvise den den Plads i Systemet, som tilkom den. Aye-Äye’en eller Fingerdyret (Chiromys madagascariensis) danner ikke blot en egen Slægt, men en egen Familie indenfor Halvabernes Orden. Det har bogstavelig ingen nærmere Lighed med nogelsomhelst andet Pattedyr, om end det overfladisk minder om Galagoerne. Det tykke, brede Hoved med de store Øren, der lader det se endnu bredere ud, de smaa, kugleformige, stive og ubevægelige, men glødende Øjne, hvis Pupil er langt mindre end Natabens, Munden, der virkelig har en vis Lighed med et Papegøjenæb, den anselige Legemsstørrelse og lange, buskede Hale og endelig de mærkværdige Hænder, hvis midterste Finger ser ud, som var den tørret ind, -— alle disse Ejendommeligheder tilsammen gør Dyrets Udseende saa mærkværdigt, at man uvilkaarligt plager sin Hjærne med den haabløse Opgave, at finde en Frænde til dette Dyr.