Dyrenes Liv: I Pattedyr

HALVABERNE 97 Aye-Aye’en er mere lyssky end noget andet Pattedyr. En Natabe lader sig dog vække, tripper omkring, kigger forundret ud i den lyse Dag, lytter interesseret til et forbiflyvende Insekts Summen, ja slikker og pudser sig endogsaa; — men naar Aye-Aye’en efter megen Møje er bleven rystet vaagen, medens det er Dag, synes den at være komplet aandsfraværende. Mekanisk slæber den sig atter tilbage til sin Mørkningsplads, ruller sig sammen og indsvøber An sigtet i sin tykke Hale; enhver Bevægelse, hver Handling røber en Træghed og Kedsoninielighed uden Lige. Først naar Skumringen er endt, og den dybe, dunkle Nat er brudt frem, lever den op og kryber ud af sit Mørkekammer; — men Skæret fra en Lygte, der ikke anfægter andre Natdyr det ringeste, lader den ilsomt fly tilbage. Om den Aye-Aye, der levede nogle Aar i London, og som Brehm en Aften havde Lejlighed til at iagttage, bemærker han blandt andet følgende: »Dersom Sonnerat har set rigtigt, maa han have haft at gøre med særdeles godmodige Aye-Aye’er. Den, jeg saa, var alt andet end blid; den var tværtimod meget vredagtig og pirrelig. Naar man nærmede sig den, hvæsede den sotn en Kat, Og naar man holdt Fingerdyret, Aye-Aye. Haanden frem, fo’r den, ligeledes hvæsende, løs paa den og søgte al gribe den med Forpoterne. Imidlertid kunde den godt skelne mellem Haanden og en Jærnpind; thi med denne sidste lod den sig berøre, uden at hvæse eller gribe til. Oppasserne, som havde megen Respekt for Dyrets Tænder, forsikrede, at de havde faaet kraftige Beviser paa dets Dømmekraft i saa Henseende, da de flere Gange var bievne slemt bidt. Egentlig frygtsom kan man vel ikke kalde Aye-Aye’en; den er kun uselskabelig og sky. Ogsaa om Natten tyer den ved Brehm' Dyrenes Liv. I.