Dyrenes Liv: I Pattedyr

116 DYRENES LIV Fader, da denne ellers, saa længe de endnu er blinde, uden videre æder dem, hvis den finder Lejet ubevogtet. Hovedsagelig heraf kommer vistnok den store Omhu, hvormed alle Katte saa vidt muligt skjuler, hvor de føder deres Afkom. Naar dette er vokset mere til og begynder at vise sig som ægte Katte, ændres Forholdet imidlertid. Faderen gør da ikke mere Ungerne noget ondt, og nu begynder et lystigt Barndomsliv for de smaa, til al Slags Leg og Spøg oplagte Dyr. Deres Væsens Natur fremgaar af Killingernes allerførste Bevægelser og Tilbøjeligheder; thi deres Børnelege er allerede Forudøvelser paa den alvorlige Jagt, de som Voksne skal drive. Alt, som bevæger sig, tiltrækker sig deres Opmærksomhed. Ingen Lyd undgaar dem. Fra først af er de Gamles Hale Killingernes største Fryd. Enhver af dens Bevægelser bliver observeret, og snart begynder den overstadige Flok at ville standse og hindre disse Bevægelser ved Fangstforsøg. Dog, den Gamle lader sig ikke i ringeste Maade forstyrre ved saadanne Drillerier, men overlader dem tværtimod sin Hale til behagelig Afbenyttelse. Faa Uger senere ser man allerede hele Familien optaget af ivrig Leg, og nu bliver de Gamle ligefrem barnagtige, — Løvinden ligesaa godt som vor Huskat. Ofte er hele Skaren rullet sammen i en Knude, medens de griber og snapper efter hverandres Hale. Men med den fremrykkende Alder bliver Legen stadig alvorligere. De smaa lærer, at Halen dog kun er et Stykke af deres eget Jeg, og vil snart prøve Kræfter paa noget andet. Den Gamle slæber nu ofte halvdøde eller endog spillevende Dyr hen til dem og slipper dem løs; og nu øver Ungdommen sig ivrigt og vedholdende i det Røverhaandværk, som den senere skal drive. Til Slut tager den Gamle dem med ud paa Jagt, og der lærer de perfekt al Slags List, Snigveje, rolig Selvbeherskelse, de pludselige Angreb — kort sagt, hele Røveriets Kunst. Først naar de er bievne ganske selvstændige, skilles de fra Moderen eller Forældrene og fører nu i længere Tid et ensomt og omstrejfende Liv. Kattene er næsten alle andre Dyrs Fjender, og den Skade, de foraarsager, er derfor meget betydelig. Dog maa man betænke, at Familiens store Arter næsten alle lever i Lande, der er utrolig rige paa Bytte, ja man kan endogsaa hævde, at de hindrer mange skadelige Drøvtyggeres og Gnaveres Formering og derved indirekte bliver til Nytte for os. Hos mange mindre Arter opvejer Nytten Skaden ved, at de udrydder Smaagnavere, der i dem har deres værste Fjende. Vor Mis er jo ligefrem bleven os uundværlig; men ogsaa vildt levende, smaa Kattearter gør megen Nytte ved Siden af den Skade, de kan gøre f. Eks. paa Smaafugle. Vi vil først betragte de egentlige Katte, hvilke vi igen vil sondre i den gamle Verdens og Amerikas Katte. For den nærmere