Dyrenes Liv: I Pattedyr

115 ROVDYRENE saa vel som Bjærgene, tørre, sandede Steder saa vel som fugtige Lavninger, den aabne Slette saa vel som Skoven. Deres Føde søger de blandt alle Hvirveldyrklasser. Nogle Arter efterstræber med Forkærlighed Fugle, enkelte æder nu og da Krybdyr især Skildpadder, medens andre endog gaar paa Fiskefangst. Hovedsagelig er det dog Pattedyrene, der er Genstand for deres Forfølgelse. . , , , I Angrebsmaaden ligner alle Arter mere eller mindre hverandre. Med sagte, lydløse Fjed sniger de sig, yderst opmærksomme gennem deres Jagtterræn og spejder og lytter skarpt i alle Retninger. en ringeste Lyd vækker deres Opmærksomhed og lader dem efterspore dens Aarsag. I dukket Stilling kryber de da forsigtigt hen ad Jorden, altid mod Vinden, og falder, naar de tror sig nær nok i Spring over deres Slagtoffer, slaar de frygtelige Kløer i dets Nakke eller Flanker, river det omkuld, griber det med Kæberne og bider voldsomt til nogle Gange hurtigt efter hverandre. Samtidig bevæger de Halespidsen og udstøder ofte et Brøl eller en Knurren, der baade udtrykker Vellyst og blodtørstigt Raseri. De fleste har den «rusomme Vane at pine deres Ofre ved tilsyneladende at gengive dem deres Frihed og ofte virkelig lade dem løbe et Stykke, men altid gribe dem igen i rette Øjeblik og slaa dem ned for maaske paa ny at lade dem løbe, indtil Blodtabet omsider befrier dem fra deres Pinsler. Selv de største Arter undgaar Dyr, af hvem de kan vente betydelig Modstand, og angriber dem først, naar de gennem Erfaring har overtydet sig om, at de selv, trods Modstanderens Styrke, kan gaa sejrrigt ud af en eventuel Kamp. Endogsaa Løven, Tigeren og Jaguaren frygter oprindeligt Mennesket og gaar næsten fei«t af Vejen for det; men har de først lært, hvor let overvindeligt et Væsen det er, bliver de ofte dels frygteligste Fjende. Skønt næsten alle Katte løber godt, giver mange dog Afkald paa yderligere Forfølgelse af deres Offer, hvis deres Angrebsspring mislykkes Kun paa meget beskyttede Steder fortærer de deres Bytte paa Valpladsen; sædvanlig slæber de det afsides til et fredeligt Skjul, hvor de æder i Ro og Mag. . I Reglen føder Kattene indtil seks Unger, undtagelsesvis kun en enkelt, medens paa den anden Side nogle Arter faar over seks De er Moderen, der plejer Ungerne; Faderen giver sig kun lejlighedsvis af med dem. Den moderlige Omhu og Kærlighed udtrykkes i enhver Bevægelse, og i Moderens Stemme kommer der en Ømhed og en Blødhed, som man slet ikke skulde have gjort sig Forestilling om. Særlig velgørende er det at se, hvorledes Moderen alierede fra den spædeste Ungdom af vænner sine Børn til at elske Henlig hed. Hun pudser, slikker og glatter dem uophørligt og taaler ikke det mindste Smuds i Nærheden af Lejet. Mod fjendtlige Besøg værger hun sit Afkom med Fare for sit eget Liv, og alle større Kattearter er yderst farlige, medens de har Unger. Hos mange Arter maa Moderen til Tider endog beskytte Ungerne mod deres