Dyrenes Liv: I Pattedyr

120 DYRENES LIV Græshopper. Selv Frøer forsmaar den ikke, og naar Vinteren i dens nordligste Udbredelsesdistrikter gør det svært for den at faa Føde nok, gaar den paa Musejagt! Saaledes har da alt levende god Grund til at være paa Post overfor Tigeren. Og ligesom hos os Flokke af Krager og mindre Fugle larmende forfølger Luftens fjedrede Røvere, saaledes bliver ogsaa mange tropiske Dyr støjende, naar de sporer Tigeren. De kender den og ved af Erfaring, hvad det betyder, naar den begynder at luske omkring. Adskillige Rejsende har anført Eksempler paa, hvor god Hjælp Aberne paa den Maade ydede dem paa Tigerjagter. Saaledes fortæller en af dem (Forsyth): »En Gang forfulgte jeg en ad en udtørret Flodseng tilbagevigende Tiger, idet jeg udelukkende vejlededes ved de mange Hulmaners Færd, der plukkede Frugt i Flodbreddens Buske. Saa snart Tigeren kom forbi under dem, flygtede de, Hold efter Hold, til de nærmest staaende Træer, steg op i de højeste Grene, rystede disse hæftigt og skældte og smældte ned paa Fredsforstyrreren, saa at man kunde høre det langt borle. Hvert Hold blev ved at larme, indtil den var ude af Syne, og deres nærmeste Venner begyndte at hilse den poa samme Maade fra Trætoppene, steg saa roligt ned igen og godtede sig paa ny med Bærrene, som om intet var hændet. Paa den Maade nøje undenettet om Tigerens Fremmarsch kunde jeg, hvor Flodsengen slog en Kurve, løbe forud, tværsover og stille mig paa Post. Da kom den frem, med lange vuggende Skridt, med Halen mellem Benene og et Udtryk som en skyldbevidst natlig Morders. Dens Samvittighed var aabenbart tynget af slette Gerninger, thi medens den gik, kiggede den frygtsomt bagud og derpaa op til Aberne, som vilde den bevæge dem til dog ikke at forraade, hvorhen den drog. En Kugle gjorde Ende paa dens Tilbagetog.« Tigerens Stemme kan i Kraft langtfra maale sig med Løvens. Sædvanlig er det en langtrukken, klagende Lyd, der flere Gange gentages, men stadig kortere og hurtigere. Desuden har den de dybe Strubelyde »A-o-ung«, som man i alle zoologiske Haver hører hos de fleste store Kattearter; dernæst et højt »Ha-ub« eller »Wau«, naar den overraskes og forskrækkes. Endvidere en gryntende Knurren, naar den tirres, og et hostelignende, kort Vredesskrig, som den udstøder flere Gange i Træk, naar den angriber. I Almindelighed er Tigeren intet modigt Dyr. Den er oftest ikke blot forsigtig men ligefrem fejg, endskønt den er en overmande snu og listig Røver. De Tigre, som for første Gang i deres Liv træffer paa Mennesker, tager altid Rejsepas; andre lader sig ved Larm og Fagter bringe ud af Fatning, og næppe en eneste holder Stand overfor en koldblodig Modstander. Lejlighedsvis lærer dog snart den ene, snart den anden, at Mennesket er det lettest overvindelige Væsen, og den kan da blive meget farlig, fordi den efterstræber de intet anende og værgeløse og overfalder dem ganske uforberedte. Efterhaanden bliver den da ikke blot forholdsvis