Dyrenes Liv: I Pattedyr

122 DYRENES LIV udrydder og bortskræmmer Hjorte og Vildsvin, mod hvis Ødelæggelser han næppe kan værge sig ved egne Kræfter. Vildtdræberne er i Almindelighed slankere og behændigere end andre Tigre; men ogsaa i deres Gruppe finder man statelige Former. De udgør langt den talrigste Afdeling og samles i den hedeste og mest tørre Tid ved de tilbageblivende Vandsamlinger. Kvægrøveren holder til i Nærheden af Landsbyerne og vælger med særlig Forkærlighed sit Bytte blandt de Husdyr, der drives ud paa Græs eller nu og da om Natten løber løse om i Landsbyen. Da Kvægejerne imidlertid plejer at bringe deres Kvæg i Stald før Mørkets Frembrud, vænner Røveren sig til at proviantere ved højlys Dag, sædvanlig sidst paa Eftermiddagen. Forfølges og trues den ikke, saa omfatter dens Jagtomraade i Regelen kun nogle faa Landsbyer; i modsat Fald begynder den paa længere Strejftog. I et indisk Distrikt, der var 40 Km. langt og 20 Km. bredt, levede en Gang otte Kvægrøvere for sig, alle godt kendte. Selvfølgelig tager de ogsaa til Takke med Geder, Faar og Æsler og tager ogsaa gerne Hjorte, Vildsvin og andet Vildt, naar de møder det paa deres Vej. Saa godt som udelukkende Kvægrøver bliver Tigeren først, naar den er bleven gammel, fed og magelig, og den udser sig da til Standkvarter en bekvem Egn, hvor der er nok af Kød og Vand. Med Landsbybeboerne lever den sædvanlig paa den Fod, at begge Parter gensidig taaler hinanden, og den tager sig omtrent hver fjerde eller femte Dag en Ko. Nu bør man jo herved ikke tænke paa vore Køer og anlægge Maalestok for Skaden derefter. Da Hinduen overhovedet aldrig slagter en Ko, gives der i alle indiske Landsbyer nok af overflødigt og daarligt Kvæg, som ikke gør nogen Nytte, snarere Skade, fordi det særlig bidrager til at udbrede Kvægpest; og egentlig finder det da sin bedste Anvendelse som Tigerfoder. Desuden vilde det i i mange Egne slet ikke være muligt at faa en lønnende Høst, naar ikke Tigre og Leoparder ydede deres Hjælp mod Vildsvin og Hjortes Plyndring. Derfor er Landmanden da heller ingenlunde altid saa henrykt, naar Vildtdræberne og de beskedne Kvægrøvere blandt »hans Tigre« efterstræbes alt for ivrigt. Da Englænderen Sanderson en Gang skød en gammelkendt, overordentlig snu og listig Kvægrøver, stod de Indfødte omkring Liget og udbrød beklagende: »Stakkels den! Den har dog aldrig gjort os noget ondt!« Menneskeæderen er i de Heste Tilfælde en forhenværende Kvægrøver, som gennem den fortsatte Berøring med Mennesker og ikke mindst ved Sammenstødene med Hyrderne har glemt sin Frygt for Mennesker. Det er hyppigere en Hun end en Han — formodentlig, fordi den har Unger at sørge for; ofte er det ogsaa en Tiger, som paa en eller anden Maade er kommen til Skade og ikke længere kan ernære sig paa vanlig Vis. Fortrinsvis skal der udvikle sig Menneskeædere i de Egne, hvor Kvæghjordene kun bliver drevne hen til visse Tider paa Aaret, og