Dyrenes Liv: I Pattedyr

134 DYRENES LIV vingstone Flokke paa 6—8 Stykker sirejfe om i Forening, og efter nyere Beretninger finder man i det indre Sydafrika ikke sjælden 10—12 Løver i Flok. Løven opholder sig ikke i de store Urskove, men foretrækker det aabne Land — græsbevoksede Sleller med spredte Kratskove, fattige, hedeaglige Stepper og ørkenagtige Egne, ligegyldigt, om de er jævne eller ej. Paa et eller andet godt beskyttet Sted, som Krat, høje Siv langs Flodbredder eller tornet Buskads, udvælger den sig en flad Fordybning til Leje og bliver her færre eller flere Dage, eftersom Egnen er fattig eller rig paa Føde, rolig eller urolig. Naar den er paa Vandring, bliver den liggende der, hvor Morgenen overrasker den paa dens Strejftog. I al Almindelighed har den Kattens Vaner; dog er den mere træg end Familiens øvrige Medlemmer og ynder absolut ikke større Strejftog, men søger at gøre sig Livet saa mageligt, som Forholdene tillader. Saalcdes foretrækker den sydafrikanske Løve at mætte sig med Vildt, som Jægeren har nedlagt, fremfor selv at dræbe det, og f. Eks. i Ostsudan følger Løven regelmæssig Nomadefolkene, hvorhen de end vender sig. Den drager med dem ud paa Steppen og vender med dem tilbage til Skoven, — betragter dem med andre Ord som sine skatskyldige Undersaaltcr og oppebærer i Virkeligheden den haardeste af alle deres Afgifter. Dens Levevis er natlig, og først i den tredje Nattetime nærmer den sig Landsbyen. »Tre Gange forkynder den ved Brøl sit Opbrud og advarer derved alle Dyr om at fly dens Vej«. Saaledes lyder det arabiske Ord; men dets gode Mening om Advarslen staar desværre paa svage Fødder; lige saa hyppigt, som Brehm hørte Løvens Brølen, gjorde han den Erfaring, at den lydløst havde sneget sig hen til Landsbyen og røvet et Stykke Kvæg. Ogsaa andre Iagttagere fortæller, at Løven ofte stjæler sig sagte ind »som en Tyv om Natten«. I ethvert Tilfælde udlægger Araberne Brølet paa en forkert Maade: Brølet er ikke en Advarsel til de Dyr, der kan gøres til Bytte, men har til Hensigt at fremkalde Panik i det paagældende Jagtdistrikt, foranledige Dyrene til Flugt og derved drive et eller andet Stykke Vildt hen til den Løve, som jager i Fællesskab med den brølende, og som ligger paa Lur et eller andet Sted. At den nordafrikanske Løve brøler i den Hensigt at forlede en Kvægjord til blind og rædselsslagen Flugt, mener Brehm med Bestemhed at kunne antage og skildrer levende et Overfald paa en Kvæghjord ved en indhegnet Nomadelejr paa Østsudans Stepper: Solen er gaaet ned, og Nomaden har bragt sin Hjord til Hvile i den sikre »Seriba« — en 8 Meter høj og 1 Meter tyk, af tornede Mimosagrene sammenflettet Indhegning. Mørket sænker sig over Lejren, hvor Faarene bræger til deres Lam, medens Koerne efter at være malkede lægger sig ned. Et Kobbel aarvaagne Hunde holder Vagt — pludselig giver de Hals, samler sig og styrter alle i én Retning ud i Mørket. Man hører Støjen af en kort Kamp, Hun-